Outreach: De 10 bud

Få succes med outreach med vores 10 bud, der sikrer, at du får dit indhold eksponeret af relevante influencers.

Outreach handler om at få eksponeret dit indhold over for en relevant målgruppe og forhåbentligt tiltrække links fra influencers i din niche. Det er en disciplin, der kræver tålmodighed, ihærdighed og viljestyrke. Det kan nemlig være svært at overskue, hvad du skal gøre, når du har fundet en person, du gerne vil have til at promovere/omtale/linke til dit indhold. For hvordan griber man egentlig alt fra den indledende henvendelse til den opfølgende kontakt an?

Vi har (med inspiration fra en gammel bog, du måske har hørt om) samlet 10 bud på, hvordan du får succes med outreach, og hvordan du opnår eksponering af dit indhold på relevante platforme, uanset om det er video, blogindlæg, en infografik eller noget helt fjerde.

Vi håber, at nedenstående bud kan hjælpe dig med at få dit indhold ud over rampen og ud til relevante modtagere og potentielle besøgende/kunder 🙂

1. bud: Du må ikke tage kontakt, før du har lavet indholdet

Ingen outreach uden indhold. En klassisk fejl er at tage kontakt til de udvalgte influencers uden at have selve indholdet på plads. Det resulterer ofte i en meget ringe succesrate, da det kan være svært for en influencer at forholde sig til noget, som endnu ikke er lavet.

Er du endnu blot på idéstadiet, og forventer du først at have noget klar inden for et par uger, risikerer du at skyde dig selv i foden. Dels kan det færdige produkt afvige væsentligt fra det, du oprindeligt har fortalt influenceren (på godt og ondt), og dels virker det ukonkret at være ude i alt for god tid.

Folk køber sig ikke altid ind på en god idé. De har brug for noget håndgribeligt, før de begynder at forhandle. Ved at have udarbejdet indholdet inden du tager kontakt, viser du ovenikøbet, at du mener, at influenceren er vigtig nok til, at du har brugt tid på at udfærdige og målrette indholdet.

2. bud: Du må ikke bruge skabeloner

Inden du sender din henvendelse af sted, skal du sørge for at have lavet dit forarbejde. Det kan du gøre ved at undersøge, hvem personen eller virksomheden er, og hvilket arbejde de for nylig har lavet. Ved at have forarbejdet på plads har du mulighed for at være personlig i din opsøgende kontakt frem for at benytte en fast skabelon og masseudsende den. Det er let for influenceren at gennemskue, hvis du bruger en skabelon, og du løber således en risiko for, at din mail blot bliver ignoreret eller slettet.

Dit forarbejde skal meget gerne komme til udtryk i dine formuleringer, hvor du indirekte viser, at du har styr på, hvem influenceren er. Din personlige besked skal udstråle, at den ikke blot er én ud af mange, så brug tid på den. På den måde er der større sandsynlighed for, at modtageren også vil bruge tid på at læse den.

Et eksempel på en personlig henvendelse kunne være:

Hej *fornavn*

Jeg faldt netop over dit indlæg på *hjemmesidens navn*, og din historie om *indlæggets emne* fangede min opmærksomhed. Jeg synes, at *din holdning til emnet*.

Jeg har for nylig undersøgt *fortæl om din undersøgelse eller nye vinkel*.

Det viste sig, at *udvælg overraskende hovedpunkter fra dit materiale*.

Du kan læse nogle af resultaterne fra min undersøgelse her: *din hjemmesides navn*.

Jeg tænkte, at *værdiskabelsen for influenceren*.

Med venlig hilsen

*Dit navn*

Husk, at ovenstående ikke bør anvendes som en fast skabelon, og at du altid bør tilpasse din henvendelse til den enkelte influencer.

Du skal ikke blot bede vedkommende om at læse dit fantastiske indhold. Du skal også forklare, hvad du har gjort anderledes og fundet frem til, og hvilke hovedpunkter fra dit arbejde der er overraskende, bidrager til eller supplerer influencerens eksisterende indhold. Din mail fungerer som en slags appetitvækker og lokker modtageren til at læse mere på din hjemmeside, eller hvad du ellers linker til i din mail.

Her er det desuden vigtigt at overveje din begrundelse for dit outreach. Sælg ikke dit indhold på, at du har lavet noget, der minder om noget, influenceren allerede har skrevet om og afdækket. Hvis han/hun selv har skrevet om emnet, hvorfor skulle de så være interesseret i at læse lignende indhold? Du skal sørge for at finde en ny vinkel, der på en eller anden måde bidrager eller anskuer emnet anderledes.

3. bud: Du skal opbygge relationer

Relationer og netværk er alfa og omega, og det kan derfor være en rigtig god idé at kontakte influencers i god tid, før du egentlig begynder på outreach. På den måde opbygger du en relation, hvori der er flere muligheder end ”blot” outreach i sigte. Relationen kan både åbne nye døre og skabe forretning, og den må derfor ikke nedprioriteres.

Når du i fremtiden påtænker at gå i gang med outreach, vil relationen betyde, at det er nemmere at komme igennem og få det udbytte, du havde håbet på – og måske mere til.

4. bud: Du skal tilbyde noget til gengæld

Afhængig af relationen kan det være relevant at tilbyde noget til gengæld og lave en bytte-bytte-købmand. Begge parter får på denne måde et udbytte af samarbejdet. Overvej, hvad både influenceren og dennes publikum får ud af at eksponere og evt. linke til dit indhold.

I bytte kan du eksempelvis tilbyde at bidrage med ny, værdifuld og eksklusiv viden fra en undersøgelse, du har foretaget. Du kan også citere noget af deres materiale på din egen platform, eksempelvis en positiv oplevelse, du har haft med deres produkt, service eller virksomhed. Lokker du med en gulerod, er døren ofte mere åben, end hvis du er den eneste, der får noget ud af samarbejdet.

Outreach fejler med statsgaranti, hvis dit budskab skriger ”reklame”, og hvis influenceren ikke får noget ud af give dig taletid. Det skal nemlig ikke kun skabe værdi for influenceren, men også vedkommendes læsere og følgere.

5. bud: Du må ikke skjule din hensigt

Din hensigt skal være tydelig. Du kan lige så godt lade være med at pakke det alt for meget ind. Modtageren kan hurtigt gennemskue det, og du kommer hurtigt til at fremstå utroværdig. Du kommer derfor længst med at være ærlig og ved at undgå at være anmassende.

Det gælder også i forhold til opfølgning på mails. Du bør som hovedregel følge op en enkelt gang frem for at spamme deres mail hver anden dag, hvis du ikke får svar. Modtageren er højst sandsynlig ikke interesseret i, hvad du nu måtte tilbyde.

6. bud: Du må ikke glemme betydningen af timing

Det er næppe nogen overraskelse, at timing og aktualitet er afgørende for, om influenceren finder dit indhold relevant. Det kan dog være en udfordring at time outreach, og det er ofte her, at fårene bliver skilt fra bukkene. Hvis du lykkes med at time din henvendelse, er sandsynligheden for succes væsentligt større. Her er det vigtigt, at det, du kontakter influenceren om, er særligt aktuelt og dækker et behov, som dog kan være latent.

Hvis du bidrager med en ny vinkel til et allerede eksisterende indlæg hos influenceren, er der større sandsynlighed for, at han/hun er interesseret i at opdatere indlægget med din viden. Hvis indlægget er flere år gammelt, er det dog mere tvivlsomt, at dit indhold er relevant.

7. bud: Du må ikke glemme din troværdighed

Med autoritet og troværdighed kommer du langt. Du skal ikke blot fortælle, at du er god. Du skal kunne bevise det. Har dit tidligere indhold genereret mange kommentarer, er du blevet citeret i et større magasin, har du flere tusinde følgere på Facebook, som elsker dit indhold, eller har du et andet bevis på, at det ikke kun er dig selv, der synes, at dit indhold er godt?

Du skal overbevise influenceren om dit værd. Autoritet og troværdighed får lige netop din henvendelse til at skille sig ud. Influenceren vil her kunne se, hvilken værdi han/hun får af at dele dit indhold. Det er svært at takke nej til.

8. bud: Du må ikke glemme at bruge dit netværk

Du har sikkert hørt utallige gange, at du skal bruge dit netværk. Både i forbindelse med outreach og i forbindelse med mange andre situationer. Det gør det dog ikke mindre sandt eller mindre værd. Netværket giver dig mange muligheder og åbner døre. Ved at bruge det aktivt i forbindelse med outreach øger du chancen for at komme ind i varmen, hvis relationerne ellers halter en anelse.

Kender du en, der kender vedkommende, du vil have fat i, kan du bruge ham/hende til at formidle kontakten og lægge et godt ord ind for dig. Det handler om at være lidt alternativ i måden at komme i kontakt med de rigtige mennesker på.

Selvom du måske ikke kender en, som umiddelbart har en relation til din ønskede influencer, kan en person i 2. eller 3. led stadig være en bedre mulighed end selv at gå direkte til truget. Eksempelvis tager vi typisk fat i vores gode ven Thomas Iversen fra billig-webhosting.dk, når vi er på udkig efter tech-blogs eller magasin, mens Morten Storgaard er vores “go-to-guy” inden for alt fra bolig til baby. Prøv evt. at kategorisere dine kontakter i dit netværk, så du hurtigt kan tage fat i de rigtige mennesker, alt afhængig af hvad du har brug for.

9. bud: Du må ikke være urealistisk

Når du undersøger, hvem du gerne vil kontakte, skal du på den ene side være selektiv og realistisk, mens du på den anden side også skal være ambitiøs. Dit indhold skal skabe værdi uanset influencerens størrelse. Hvis det ikke skaber værdi, er der ikke nogen grund til, at influenceren skal bruge mere tid på dig og dit indhold.

Gå efter de store fisk, som kan eksponere dit indhold for et bredt publikum, men vær samtidig bevidst om ikke at gabe over for meget og dermed ende med at spilde din tid. Ved de større fisk vil du få mere ud af at bede om feedback på dit indhold. Hvis dit arbejde er deres opmærksomhed værd, vil de linke til det, selvom du ikke har spurgt direkte.

De lidt mindre fisk er din ideelle målgruppe. De har ikke det største publikum endnu, men til gengæld ønsker de at promovere sig selv, og det kan du udnytte.

10. bud: Du må ikke begå dumme fejl

Undgå helt basale, dumme fejl. Det lyder simpelt, men det går alligevel galt for mange. Nogle af de mest almindelige fejl er for eksempel forkert navn, forkert mailadresse, stave- eller tastefejl eller lignende. Du spænder ben for dig selv og dit arbejde. Denne type fejl gør, at man bliver betragtet som useriøs og utroværdig.

Hvis du ikke engang gider at bruge tid på at finde den rigtige mail, er du sikkert ikke ivrig og interesseret nok i at komme i kontakt med influenceren. Det samme gælder taste- og stavefejl. Hvis du ikke selv har gidet at bruge tid på at læse mailen igennem, inden den blev sendt, hvordan kan du så forlange, at influenceren gider bruge tid på dig? Vi har her på bloggen tidligere skrevet om kommaregler og almindelige sprogfejl, så der er i øvrigt ingen undskyldning for at begå denne ‘synd’. 😉

Det er nært knyttet til forarbejdet, hvor du skal sørge for at få styr på de helt basale informationer. Hvis der ikke er styr på det, risikerer du, at influenceren sletter din mail uden at have læst den til ende og uden at tage stilling til, om du kan skabe værdi for vedkommende med dit indhold.

Vi håber, du kan bruge disse 10 bud til at lede dig ud af fristelserne for de lette løsninger og føre dig ud af ”outreach-ørkenen”. Har du et bud, du ønsker at dele med os og vores læsere, er du som altid velkommen til at smide en kommentar 🙂

Læserinteraktioner

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *