Mail #67 (B2B): Start på dine End of Year-kampagner nu
Hej med dig
Det er næsten lige så sikkert som amen i kirken. At der op til årsafslutningen er mange virksomheder, som lige pludselig har penge i lommerne, der brænder, og som de skal nå at bruge i indeværende regnskabsår.
Startskuddet har lydt: Nu skal du have gang i dine End of Year-kampagner.
Kampagnerne, hvor du taler til og forsøger at få fat i dem, som haster ind på markedet for at få samme budget i det nye år, og som derfor begiver sig ud på en meget komprimeret og kort udgave af den klassiske B2B-kunderejse.
Men hvad skal du egentlig sige, og hvordan skal du fange det tætteste, man kommer på impulskøb i B2B? Her er nogle eksempler på noget, vi har haft gode erfaringer med:
#1 End of Year-versioner af dine Lead Ads
Kører du Lead Ads til hverdag? Så ville jeg virkelig overveje at lave End of Year-versioner af det, du allerede har i gang.
Det behøver ikke at være en kæmpestor øvelse; for langt de fleste af vores kunder ændrer vi bare en smule i annonceteksterne og kreativer, så de matcher den lidt atypiske købsadfærd, vi ser her op til årets afslutning.
#2 Hæv dine bud på high intent-keywords
Der vil ofte være færre, som laver high intent-søgninger her sidst i december (fx søgninger efter “dit produkt + pris/levering” mv.), men dem, der er, er typisk ekstremt købsparate. Det er derfor værd at overveje, om du ikke skal hæve dine bud på high intent-kampagner i Google Ads.
#3 Italesæt mulighed for hurtig bestilling og faktura
Mange behøver ikke nødvendigvis at få leveret de produkter, de skal bruge, inden at kalenderen siger 2024. Det kan være fint “bare” at få en faktura og ordrebekræftelse.
Det kan godt betale sig at italesætte det direkte i dine slide-ins, som et banner på dit website og/eller i dine bottom funnel-annoncer.
#4 Lav gated content ift. End of Year
Har du tid i kalenderen, inden du skal på en velfortjent juleferie, så vil jeg anbefale at bruge den på indhold, der kan flytte noget; nemlig ordrer fra konkurrenten til dig.
End of Year-indhold kan være alt fra lister med produkter, du har på lager og derfor kan sende hurtigt, til et komprimeret produktkatalog med priser.
Det vigtigste er, at indholdet ikke bliver for omfattende, men nemt at overskue og handle på baggrund af.
#5 Fremhæv USP’er, som er særligt vigtige nu
Med kun godt og vel 14 dage tilbage af december og 2023 er det måske ikke de samme USP’er, du bruger til hverdag, som er de vigtigste lige nu. I december lægger vi typisk mere vægt på hurtig levering, strakspriser og andet, som gør, at man hurtigt kan gå fra tilbud til køb.
Det er vigtigt at fremhæve på tværs af dine salgsbudskaber – fra Lead Ads til slide-ins på dit website. Overvej, hvad der er vigtigt for dem, som har et budget, der skal bruges hurtigt, inden at vi ser farvel til 2023.
Jeg vil ikke tage mere af din tid. Du har travlt. God arbejdslyst med at hive de sidste ordrer og opgaver i hus.