Mail #69 (B2B + B2C): En forsmag på 2024
Hej med dig
Godt nytår. Hvis man stadig kan sige det? Det gjorde vi nu. Velkommen tilbage i kontorstolen til dig. Og i indbakken til os. Du har forhåbentligt ikke savnet os, men fået slappet af og trukket stikket. For 2024 bliver et vigtigt år. Ligesom alle de andre, men alligevel måske en lille smule mere, end det plejer.
I årets første udgave af #RespektForDinIndbakke har vi samlet alle modtagere i én mail. Det gør vi normalt kun, når vi har noget vigtigt at sige. Og det er også begrundelsen i dag. Så hold på hat og briller. Det er en lidt lang mail.
Det nye år byder på en række nye ting i din indbakke. Det vil vi gerne dedikere lidt spalteplads til, så du ved, hvad du kan forvente at modtage de næste 366 minus 10 dage. Sådan cirka.
Lad os starte med noget helt praktisk:
Vi giver os selv et nyt look
Om lidt kommer vi til at overgå til vores nye udseende og design her på mailen, så det, du læser, bliver præsenteret lidt pænere og mere overskueligt. Ikke noget revolutionerende, men mange bække små.
Flere og andre til fadet
Fremadrettet vil det være os/Texta (som du måske har lagt mærke til allerede), der vil stå som afsender og ikke Peter. Det betyder ikke, at det ikke er Peter, der engang i mellem skriver de mails, du modtager. Vi vil dog gerne sikre et lidt bredere mix af temaer og emner, så derfor vil vi også være andre, der byder ind med vores viden, holdninger og erfaringer.
Endnu mere respekt for din indbakke
Sidst, men ikke mindst vil der senere på året være mulighed for, at du kan skræddersy din indbakke endnu mere og vælge, at du kun vil høre fra os, når vi har noget at sige om de ting, der interesserer dig. Det kan være specifikke grene af marketing, indhold om lige netop din branche eller noget helt tredje.
Det er dog ikke de eneste ting, du kan se frem til i det nye år.
Vi har nemlig brugt de sidste måneder af 2023 på at gentænke, fintune og bygge ovenpå #RespektForDinIndbakke, så du får endnu mere ud af at åbne de mails, vi sender i din retning.
Vi er derfor glade for at præsentere følgende:
Give-aways: Fra februar vil vi hver måned have en præmie på højkant, som vil fremgå nederst i alle mails og trække en tilfældig modtager af #RespektForDinIndbakke som vinder. Det kan være billetter til fede, fysiske events, gratis software eller noget helt tredje. Du skal ikke gøre noget, så længe du bliver hængende. Og bare rolig: Det bliver ikke en reklamesølje. Vi indarbejder det på en så ikke-forstyrrende måde som muligt.
Gæsteindlæg: Vi ved meget om meget, men der er også emner og temaer, hvor andre har mere at sige og bedre grundlag for at gøre det. Derfor vil du i det nye år opleve, at vi i højere grad inviterer eksperter og gæsteafsendere ind til at gøre dig bedre til det, du allerede er god til. Vi fik rigtig god feedback på vores sommer-koncept, hvor 10 eksperter tog over, mens vi var på ferie. Så det prøver vi igen.
Events: Vi vil gerne lære jer og dig, der modtager #RespektForDinIndbakke bedre at kende. Og derfor kommer vi, når sommeren nærmer sig, til at invitere til en række (digitale og fysiske) events, som er forbeholdt dig, der modtager vores nyhedsbrev. Formatet og det praktiske kommer om et par måneder. Glæd dig.
#RespektForDinIndbakkePlus: En af de større ting, vi lancerer lige om lidt, er en “Plus-udgave” af det, du modtager allerede nu. Det bliver desværre en form for gated content. Nemlig at det er forbeholdt vores kunder. Det bliver meget af det, du kender, men med en mere praktisk indgangsvinkel, hvor vi viser hvordan, hvorfor og hvornår. Måske er det relevant. Måske er det ikke. Nu ved du det, hvis du alligevel skal have en hjælpende hånd eller overvejer et nyt bureau i 2024.
Hemmelighed: Vi har også noget, vi ikke kan fortælle ret meget om endnu, men som i andet halvår af 2024 bliver hele ventetiden værd. Hvis du kan holde os ud så længe, kan du godt glæde dig til, at du kommer tilbage fra sommerferie.
Puha.
Så har vi vist også brugt vores taletid og sagt det, vi ville sige. Vi glæder os så meget til at lande i din indbakke i 2024. Tak for tilliden og tålmodigheden. De ugentlige mails, du kender, er tilbage, som de plejer, i næste uge.