Hej med dig

Måske har du tænkt tanken før: Er det virkelig nødvendigt at køre annoncer på Google Ads og betale for at vise annoncer på dit eget brand? Det er da træls at betale for et søgeord, hvor vi alligevel ligger nummer 1 organisk og gerne skulle få “gratis” trafik. Eller hvad?

Det er et spørgsmål, vi bliver mødt med ret tit. Også i 2024. Og et spørgsmål, der er ret mange holdninger til og mavefornemmelser omkring. Det korte svar er: Ja, det giver rigtig god mening. Det lidt længere svar giver vi dig i dagens mail. 

Her er de 10 gode grunde til at køre brand-annoncer

Nå. Hvorfor skal du så absolut betale Google for at blive vist på noget så grundlæggende som dit eget brand? Nu skal du høre:

#1 Du går glip af trafik (og salg), hvis du kun er til stede organisk. Der er lavet mange undersøgelser af den inkrementelle virkning af at optræde både organisk og i de betalte annoncer. Og de viser, at det er et “både/og” og ikke et “enten/eller”. 

#2 Det er en vigtig del af arbejdet med at beskytte dit brand. Ved at fylde mere i søgeresultaterne gør du det både dyrere og mere besværligt for andre at forsøge at møve sig ind på dit “territorium”.

#3 Det er billigt. Det er i sig selv et godt argument for at sætte en del af dit budget af til at blive vist på brand-søgninger.

#4 Du kan tilpasse din landing page og give en anden (og måske bedre?) oplevelse for den besøgende end bare at blive ledt til din forside.

#5 Der er ofte flere variationer af brand-søgninger, som er værd at arbejde med. Det kan være alt fra “dit brand + anmeldelser”, “dit brand + rabatkode” eller “dit brand + butik”. De er vigtige at fange med Paid Search.

#6 Du har væsentligt mere kontrol over Paid Search end Organic, hvor det er dagsformen, som afgør, om du er nummer 1, 2 eller 3, og hvad det er, der bliver vist. Sat på spidsen. Alene kontrollen er et vigtigt kort at have på hånden.

#7 Rent strategisk er der nok ikke noget sted, hvor det er vigtigere at være til stede, og hvor man ikke skal være nærig i forsøget på at spare et par håndører. Har du fået hesten helt frem til truget, hvor den direkte spørger efter dig, skal du ikke miste mange kunder, før de få håndører, du skal bruge på Brand Searches, er peanuts sammenholdt med den tabte omsætning.

#8 Du finder nok ikke trafik og besøgende, som er mere high intent end Brand Searches. Det er rigtig ofte trafik, du gerne vil have forbi dit website, og som konverterer væsentligt bedre end generiske søgninger. 

#9 Ved at byde på dit eget brand og variationer heraf får du adgang til bud- og konkurrentindsigter mv. i Google Ads. Det gør det muligt at kortlægge annoncører, du skal holde øje med. 

#10 Du kan tilpasse det søgeresultat, potentielle kunder bliver mødt med. Med Paid Search kan du arbejde med forskellige extensions, som ikke er mulige i Organic Search.

Spørger du os, er der ingen tvivl om, at det er vigtigt at være til stede på dine brand-søgninger. Husk dog, at det er en god idé at dele performance på dine annoncer op i hhv. branded og non-branded. På den måde overser du (eller dit bureau/freelancer) ikke en halvdårlig performance, fordi dine brand-søgninget trækker op i det samlede regnskab. 

 

Bruger du allerede penge på brand-annoncering i Search? Godt. Bliv ved med det. Og overvej, om du skal skrue op eller brede dig ud på flere varianter. Rigtig ofte ser vi faktisk, at annoncører, som aktivt arbejder med branding, gør klogt i gradvist at skrue budgettet på brand-annoncer op hvert kvartal/halve år i takt med, at flere søger efter dit brand. Det kan du med fordel dykke ned i. 

Vi ses i din indbakke næste uge.

Udgivet
Bliv ringet op