Hej med dig

I dag skal vi tale om Bing. Du ved … boomer-udgaven af Google. Den, din gamle onkel stædigt holder fast i sin støvede Lenovo Thinkpad, Edge og de gode råd om, hvorfor alt andet end Microsoft er noget juks. Jo-jo.

I Danmark er vi Google-land, så det batter. 92 % af os bruger i hvert fald Google til at finde det, vi leder efter. Lidt endnu. Indtil at SearchGPT eller noget andet overtager. Derfor er det naturligvis her, at du skal lægge de fleste af dine kræfter og annoncekroner. Det kommer forhåbentligt ikke som en overraskelse.

Men der er faktisk næsten 5 % af os, som sværger til Bing. Vi har jo allesammen en onkel og/eller boomer i vores omgangskreds. Og i flere B2B-nicher er det tal nok endnu højere. Så hvordan kan du bruge platformen?

Billigt, bredde og bedre (i nogle tilfælde)

Langt de fleste falder ned i en af kasserne nedenfor, når det kommer til Bing:

  • Man gør ingenting/har ikke engang opsat en annoncekonto.
  • Man kører annoncering på brand searches. Og that’s it.
  • Man har lavet en copy paste fra Google Ads med et mindre budget.

Særligt det sidste punkt er noget, vi ofte ser; at brands og annoncører “bare” kopierer det setup, de ruller med i Google Ads. Det er så udbredt, at både Google og Microsoft har lavet guides til kopi-setups og gjort det supernemt.

Skal man skære kagen lidt groft, er der tre gode grunde til ikke at gøre ovenstående:

1) Bing er (ret) billigt.

Vi ser ofte, at CPC på Bing er tæt på eller stort set identisk med CPC på Meta/LinkedIn og 30-50 % billigere end Google Ads.

2) Bing sikrer bredde i dit Paid Search-setup.

Selvom der kun i gennemsnit er 5 % af os, der bruger Bing, så ser vi, at tallene er lidt anderledes i a) udvalgte B2B-nicher (industri, håndværkerfag, produktion, tekniske brancher mv.) og b) udlandet. Her er Bing i nogle tilfælde oppe på 10-15 % af den samlede trafik/leads fra Paid Search.

Ved at være til stede med en indsats på Bing sikrer du bredde i dit Paid Search-arbejde. Både ift. at sikre, at du også rammer dem, der ikke bruger Google, men også fordi at der ofte kan være forskellige i søgevolumen og fordelingen af søgeord mellem Bing og Google.

3) Bing er i nogle tilfælde bedre end Google Ads.

Jeps. Det er rigtigt nok. Når vi gør regnskabet op, kan Bing i mange tilfælde faktisk levere billigere leads/henvendelser end Google Ads. Typisk vil der være mere volumen fra Google, men kigger du på CPA/CPL så er Bing ofte bedre.

Har du brug for lidt flere tal og argumenter for at bruge tid og penge på Bing, kan du evt. dykke ned i Dreamdatas gennemgang og benchmark-analyse af Bing Ads i 2024. Den giver nogle ret gode tal og indsigter, du kan gå videre med.

Var der Bing-o? Nej. Vi stopper nu. God arbejdslyst. Og tak for i dag.

Vi ses i din indbakke næste uge.

Med venlig hilsen
Team Texta

Udgivet
Bliv ringet op