Mail #132 (B2C): Endnu et slag for Pinterest
Hej med dig
Havde du en god påskeferie? Det havde vi. Men nu er det tilbage på kontorstolen. Lige på og hårdt. Og vi skal tale om og slå endnu et slag for Pinterest, som har fyldt her på #RespektForDinIndbakke af et par omgange. Det er der mange gode grunde til. Nogle af dem kigger vi på i dag.
Vi har taget en af vores nyeste cases med for at illustrere, hvad Pinterest kan, og hvem der (også) kan bruge platformen som et godt supplement til de store, altså Google og Meta. Og så får du også lige lidt generelle, bevingede ord med på vejen ift., hvad du skal være opmærksom på.
Hvad kan Pinterest? Og hvad kan det ikke?
Vi har som nævnt tidligere skrevet om Pinterest her på #RespektForDinIndbakke. Du kan læse vores tanker og takes på platformen i afsnit #70, hvor vi også dykker ned i konkrete taktikker og annonceformater. Et lidt mere håndværkerafsnit, om man vil.
Siden da har vi heldigvis fået lov til at onboarde endnu flere kunder på kanalen og testet forskellige produkter, nicher og strategier. Og det er en af de lidt mere unikke cases, vi gerne vil fremhæve i dag. For når du tænker Pinterest, så tænker du sikkert, at det primært er DIY, nipsting og krea-artikler?
Sådan behøver det slet, slet ikke at være. Nedenfor kan du se performance-data for en vores kunder, som sælger produkter med en pris på 15-45.000 kr. til forbrugere. Altså ret high ticket-produkter, som ikke lige er noget, man impulskøber en lørdag aften, mens man ser “Hvide Sande”.

Du får lige tre hurtige:
- Ja, det er stadig ret tidlige mellemtider, men vi fik Pinterest koblet på ret sent i kampagnen, så det var det, vi “nåede”.
- Ja, Pinterest har (som udgangspunkt) en meget gavmild attributionsmodel; men lige i den her case, hvor produktet er meget dyrt, er der et argument for at holde fast i den. I hvert fald til en start, så vi kan benchmarke på et senere tidspunkt, når vi justerer den.
- Ja, det er nok ikke superrelevant for dig, der ville være glad for en ROAS på 6, 7 eller 8. Pointen? Pinterest er ikke kun for dem, der sælger til hobbyfolket.
Når vi holder tallene op mod ROAS på Meta, Google og TikTok, klarer Pinterest sig rigtig flot. Det samme gør sig gældende, når vi kigger på de mere sikre tal, herunder brug af platformsspecifikke rabatkoder, ordrer bundet op på kanalspecifikke budskaber osv.
Ja, casen er lidt unik. Men det er samme tendens, vi ser, når vi kigger på mere almindelige, jordnære webshop. Vores CMO, Peter Kragh Lauritsen, har tidligere postet om det, vi ser på tværs af vores kunder; at Pinterest ofte klarer sig langt over “good enough” og ofte outperformer Meta og Google, når man kigger isoleret på ROAS med et lille budget på 2-4.000 kr. pr. måned.
Det var det (ekstra) slag for Pinterest. Overvej det lige endnu engang. Også selvom du sælger produkter, der er forholdsvis dyre, komplekse eller ikke-krea-agtige. Det kan sagtens være, at du kan hente en fin ROAS, som er værd at tage med i dit samlede kanalmix. It’s worth trying out.
Vi ses i din indbakke næste uge.
Med venlig hilsen
Team Texta