Hej med dig

Thomas og Stine fra DTAILS melder ind som sommerferievikarer på Textas nyhedsbrev – med ét mål: at din Shopify webshop kan passe sig selv, mens du holder fri. Ingen lagerpanik. Ingen 404-fejl. Ingen grund til at tjekke backend fra en liggestol.

Her får du vores tjekliste med tips og automatiseringer, der giver ro i maven og holder shoppen kørende hele sommeren.

Hvem er vi?

DTAILS er et Shopify-bureau drevet af folk, der er født på den anden side af bordet. Vi har selv pakket ordrer, håndteret lagerfejl, testet systemer og løst tekniske benspænd, mens kunderne ventede. Hos os møder du praktikere med erfaring fra den virkelige drift – og løsninger, der er skabt til at holde i praksis.

Automatiseringer, der arbejder for dig (mens du ikke gør det)

#1: Lagerflows, der advarer dig (eller andre) i tide

Der er ikke noget, der ødelægger ferieidyllen som en udsolgt bestseller og et bureau, der stadig pumper annoncer ud. Med Shopify Flow kan du holde styr på dit lager – helt automatisk. Du bestemmer selv minimumsniveauet pr. produkt via metafelter, så du ikke drukner i irrelevante advarsler. 10 stk. for det ene, 50 for det andet – helt op til dig.

Det er smart, for så kan du give dit marketingbureau og din indkøber automatisk besked i tide, hvis der skal bestilles mere eller justeres på et annoncespend. Og i ægte vikarstil har vi selvfølgelig lagt flowet klar til dig – ingen svære opgaver i sommerperioden i dag. Download flowet her og importer det i Shopify: https://cdn.shopify.com/s/files/1/2014/5017/files/DTAILS_minimums-advarsels-flow.flow?v=1729582667.

#2: Én opdatering – flere shops

Driver du flere Shopify-shops – fx én pr. marked eller sprog – ved du, hvor hurtigt det bliver tidskrævende at holde produkter, kollektioner og indhold ens. Hvis du overlader nøglerne til en kollega – måske endda fra en anden afdeling – hen over sommeren, er det ekstra vigtigt, at opdateringer kan klares nemt. Her kan en god sync-app og en solid oversættelsesapp være guld værd. Sådanne apps sørger for, at din ferie-forside, leveringstid eller andet sommerbudskab kun skal ændres én gang – og slår igennem på alle dine shops – i det rette sprog. Det tager tid at implementere, men det er godt givet ud.

 

#3: Redirects (uden dårlig samvittighed)

Er du typen, der lige rydder lidt op inden ferien og fjerner udsolgte varer fra shoppen? Så kan du også her få en hjælpende hånd fra Shopify Flow. Døde links fra Google, nyhedsbreve og annoncer koster både klik og tillid. Shopify har allerede lavet et færdigt flow, der klarer det for dig – du finder det under templates i Flow: Søg på Redirect.

Har du ikke allerede Shopify Flow, så finder du den gratis app her: https://apps.shopify.com/flow.

 

3-i-1-anbefalinger til at ferie-proof-teste din shop

For at runde sommeranbefalingerne af får du lige 3-i-1-anbefalinger, du kan nå at lave inden du går på ferie. Er du allerede smuttet, så lav dem når du er retur – der er heldigvis mere ferie inden vi skriver 2026.

 

Tjek betalingsflowet

Hvis du kun skal nå én ting før du går, så lav en testordre. Virker alt i checkout? Vises de rigtige fragt- og betalingsmetoder? En af vores favorit apps er HidePay, for med HidePay kan du optimere checkout lynhurtigt. Vis kun de betalingsmetoder, der giver mening – fx MobilePay kun for danske kunder.

Den er nem at sætte op – selv for en ikke-teknisk anlagt sjæl (og deres support er skøn). Husk: Bruger du Shopify Payments, skal pengene hæves inden 7 dage. Hvis du – eller lageret – holder helt fri, kan en 3. parts betalingsløsning være en god feriepartner. Link til HidePay: https://apps.shopify.com/hidepay.

 

Ret “afgifter” til “moms”

På 42 % af de shops vi testede i foråret, stod der stadig “afgifter” i checkout. Shopifys default-oversættelser er ikke altid helt i top – og “afgifter” skaber bare mere tvivl end tryghed. “Moms” ved vi, hvad er. Heldigvis er det hurtigt rettet.

Sådan gør du:

Shopify Admin → Online Store → Themes → Klik på de tre prikker ved siden af ‘Customize theme’ → Vælg ‘Edit default theme content’.

Søg på “afgifter” og ret:

Fra: Inklusiv {{ amount }} i afgifter

Til: Heraf moms {{ amount }}

→ Lille sprogændring. Stor forskel i tillid.

 

Brug permalinks, og tilføj et produkt direkte til kurven

Perfekt til e-mailkampagner – færre klik, højere konvertering – mens du nyder solen. Sådan laver du et link, der tilføjer en bestemt variant direkte til kurven:

Brug dette linkformat: dinshop.myshopify.com/cart/variantID:1

Udskift “dinshop” med navnet på din Shopify-shop.

Udskift variantID med det ID, der passer til den ønskede variant:

→ Du finder det i Shopify Admin – eller ved at tilføje .xml til produktets URL (fx dinshop.dk/products/solhat.xml)

Tallet “1” angiver, at der lægges ét stk. i kurven. Du kan ændre det til 2 eller 3 osv.

Læs Shopify’s guide til permalinks og lær hvordan du tilføjer en rabatkode til dit permalink: https://help.shopify.com/en/manual/checkout-settings/cart-permalink#product-page.

 

Vil du have flere fifs – eller har du brug for sparring på din Shopify-løsning? Så tag fat i os. Vi deler gerne, hvad vi har set virke i praksis. Rigtig god sommer.

Vi ses i din indbakke næste uge.

Med venlig hilsen
(vikarerne for) Team Texta

Udgivet
Bliv ringet op