Mail #27 (B2B): Hvordan har du (og vi) kunnet leve uden det her?
Hej igen
Så blev det hverdag igen. Ikke mere nyt om en eller anden bog, LINKED SUMMIT (vi trækker snart vinderne – bare rolig) eller nye farver og former for os selv. Jeg håber, du kan lide mailens nye indpakning. Indholdet bliver det samme, som du skrev dig op til og forhåbentligt var glad for.
I dag har jeg valgt at tage en kæmpe anbefaling med til dig, hvor LinkedIn fylder en stor del af din arbejdsdag. Enten i form af din personlige profil eller arbejdet på din/jeres Company Page. Og det er faktisk noget så konkret som en anbefaling af et værktøj.
Nemlig AuthoredUp: https://authoredup.com/. Det hed tidligere AuthoredIn.
Jeg er faktisk i tvivl om, hvordan det har været muligt at arbejde struktureret og seriøst med LinkedIn, før jeg/vi begyndte at bruge AuthoredUp. Der er ikke uendeligt meget plads i de her nyhedsbreve, så lad mig highlighte de mest nyttige funktioner, du rigtig gerne vil have fingrene i, hvis du poster indhold oftere end en gang hvert halve år.
Funktion 1: Preview-funktionalitet
Arbejder du bare en lille smule med LinkedIn, ved du, hvor vigtigt dit hook er. Den famøse første del af opslaget, der skal fange interessen og få din målgruppe til at klikke “Læs mere”. Men hvor mange tegn er det nu lige, du har at gøre med? På mobil? På desktop? Når du bruger et billede? Eller en video?
Det kan du holde øje med via AuthoredUps preview-funktionalitet, som fungerer uanset opslagstype og indhold. Det er smart.
Funktion 2: Post Analytics
LinkedIn har på nuværende tidspunkt ikke ret meget interessant data, du kan trække, hvis du vil analysere, hvad der fungerer godt på din egen profil eller din Company Page. Her kan AuthoredUp klæde dig langt bedre på. Du kan analysere på post-, indholds- og kontoniveau og danne dig et indtryk af, hvor du skal lægge dine kræfter og penge.
Funktion 3: Styling af indhold
Åh. Tiderne, hvor man skulle over på en eller anden obskur hjemmeside for at style indhold (fed skrift, kursiv, punktlister osv.), er heldigvis forbi. Med AuthoredUp har du alt det inden for rækkevidde, som du sandsynligvis skal bruge til et ganske almindeligt LinkedIn-opslag.
Funktion 4: Inspiration
Som noget relativt nyt tilbyder værktøjet også en inspirationsbank af hooks. Godt nok kun på engelsk – og nogle af dem er lidt LinkedIn-klichéer – men de er der, fordi de virker. Du kan altid lade være med at bruge dem, eller du kan gøre dem til dine egne.
Funktion 5: Draft Management
LinkedIn har også som standard en mulighed for at gemme kladder og bruge dem senere, men jeg synes, det er bøvlet og nogle gange uoverskueligt, hvis der er flere personer involveret, fx på virksomhedssiden. Her fungerer AuthoredUps Draft Management markant bedre, hvis du spørger mig.
Og det bedste af det hele? Det er gratis (for nu), det fungerer også for Company Pages, og der kommer løbende ny funktionalitet til.
Anbefalingen er hermed givet videre.
Jeg håber, du kan bruge værktøjet.
Hav en rigtig god dag.