Hej med dig

Mit navn er Lise, og jeg har fået lov til at være vikar i denne uge, mens Texta stadig holder sommerferie. Jeg arbejder som Grafisk Webdesigner i virksomheden Vibocold, som leverer totalløsninger i køl, frys og varmeregulerende produkter.

Min titel rimer måske ikke på dagens emne, storytelling og SEO. Jeg har dog været det interne anker ift. vores nylige web-projekt, hvor vi har arbejdet med at fylde vores nye hjemmeside ud med tekst i alle store og små afkroge.

Derfor er det også undertegnede, der har samlet en masse erfaringer op, som du forhåbentligt kan bruge, hvis du står over for en lignende opgave med at forene to verdener, der ellers på overfladen godt kunne stikke i hver sin retning.

Og lad os starte dér. For hvorfor siger jeg egentlig sådan?

Hvis du kender en lille smule til SEO, tænker du nok instinktivt på tekster, hvor du skal:

  • huske at bruge dine søgeord X, Y eller Z antal gange i løbet af teksten
  • huske at bruge søgeordene i over- og underoverskrifter, selvom det måske lyder lidt kunstigt
  • huske at skrive laaaaange tekster, selvom du måske allerede har skrevet alt det, som du kunne klemme ud som langsomt tørrende maling.

Så kan kreativiteten hurtigt få ben at gå på. Og det var ikke sådan, at vi ønskede vores egne tekster skulle lyde og føles. Men samtidig er vi meget opmærksomme på, at trafik fra Google er vigtig i vores marketingmix.

Vi skulle derfor forsøge at finde en balance mellem at tage hensyn til SEO og bygge tekster, som matcher vores tone of voice og overligger “More than cool”.

Det lykkedes vi med (synes vi selv) i kraft af en række forholdsregler:

  1. Vi havde en intern forståelse for, at det gode indhold skulle trumfe, hvis de to var modstridende, og at det ikke var muligt at finde en god balance.
  2. Vi udvalgte nogle større, strategiske sider, hvor det var vigtigt med rigtig godt indhold og knap så vigtigt, at vi fik nævnt et søgeord et specifikt antal gange. I stedet kunne vi arbejde mere i dybden med SEO på nogle af de underliggende sider.
  3. Vi har gjort meget ud af at udpensle vores produktkategorier, så vi ikke får alt for brede kategorisider, hvor mange søgeord skal proppes ind.
  4. Vi har brugt en del tid på arbejdet med selve opsætningen og designet rundt om teksten, så der er masser af luft og plads.
  5. Vi har arbejdet med at sprede noget af indholdet ud i klynger under “Nyttige links” i toppen af kategorisiderne.
  6. Vi har under hele forløbet haft en stor forankring hos produkteksperterne på de enkelte forretningsområder, så de har kunnet præge teksten.
  7. Vi har så vidt muligt forsøgt at plante referencer til vores brand-overligger (“More than cool”) og variationer af den, uden at det bliver for meget, men for at sikre en rød tråd.
  8. Vi har været meget opmærksomme på ikke at skrive meget bare for at skrive meget, men sammenlignet med de konkurrenter, som vi har ift. omgang og antal ord.
  9. Vi har opereret med et “If in doubt, don’t do it”-princip. Hvis noget blev for SEO’et (er det et ord?), røg det ud.
  10. Vi har forsøgt at finde kreative måder at bruge søgeord på i under- og overskrifter, fx ligesom klassiske avisrubrikker (“Impulsfryser: X, Y og Z”).

Ovenstående har sikret, at vi har fået noget, som vi kan stå inde for, og som passer til vores overordnede brand. Om det så virker ift. SEO, må tiden og Google vise. Vi mangler stadig at lægge sidste hånd på hele web-projektet, så der går lidt endnu, før vi kan vise resultaterne frem. Men det er blevet godt, synes vi.

Jeg håber, at du kunne bruge ovenstående rammer til dit eget arbejde med at forene SEO og storytelling.

Med venlig hilsen

Lise Granfeld

Grafisk webdesigner

Udgivet
Bliv ringet op