Hej med dig

Det er den tid på året. Tiden hvor de store slag skal slås, inden vi siger farvel til 2023 og goddag til 2024. Foruden årsafslutningen, inkluderer det også armlægningen om det nye marketingbudget i B2B-virksomhederne for det kommende år. En vigtig kamp, der kræver diplomatiske evner og snilde, og som skiller de garvede fra de grønne marketingansvarlige.

Skal du i gang med planlægningen og fordelingen af dit budget, lige så snart at det værste stress og jag er overstået? Så har jeg her samlet 10 ting, jeg ville bruge flere penge på næste år og 10 ting, jeg ville bruge færre penge på.

De sidste 10 ting må du dog vente lidt på. De kommer i næste uges mail.

Brug det som dét, det er. Generelle anbefalinger og overvejelser, som selvfølgelig ikke tager højde for din kontekst, dine erfaringer eller det år, du er på vej ud af.

 

Her ville jeg bruge flere penge (og kort om hvorfor): 

#1 Lead Ads: What? Lead Ads? Det er da so 2019. Eller hvad? Njaeh. Hvis du tænker white papers og e-bøger i tæt pardans med Lead Ads, så ja, det har set bedre dage. Men Lead Ads som annonceformat til alt muligt andet er bestemt ikke dødt. Vi bruger flere penge på det nu end tidligere, blandt andet ift. leadgenerering direkte til vores nyhedsbrev (uden noget incitament), tilmeldinger til vores ungatede live-events, fysiske mødekoncepter mv.

#2 Fysiske events:Det her er en af de ting, jeg virkelig tror, vi og vores kunder kommer til at bruge flere penge på i 2024. Der er så mange muligheder – kundeevents, netværk, oplæg, konferencer, morgenmøder og meetups. Og det er relevant på tværs af brancher. Det behøver ikke at være stort, farligt og dyrt. Mindre kan sagtens gøre det.

#3 Meta:Vi er faktisk begyndt at flytte lidt af vores budget fra LinkedIn tilbage til Meta. Og det gør vi, fordi at Meta er kommet efter den på B2B, blandt andet med deres Conditional Logic-funktioner til Lead Ads. Men også fordi at prisen på Lead Ads bare er så attraktiv, at vi kan leve med lidt lavere kvalitet på det enkelte lead.

#4 Thought Leader Ads:Skriv det ned. Det her SKAL du i gang med, næsten uanset hvad du sælger. TLA er så billigt og effektivt i top funnel, at selv et par tusind kroner om måneden i annoncebudget er mere end rigeligt til at komme langt og bredt ud. Det er heller ikke nogen undskyldning, at jeres frontpersoner ikke poster særlig ofte. Se mit opslag her om vores erfaringer med den problematik.

#5 Trafik-annoncering:Den her anbefaling gælder på tværs af Google, Meta og LinkedIn. Arbejder du med at producere indhold til top- og pre-funnel, så brug også noget tid og krudt på at distribuere det via Paid. Vi ser rigtig, rigtig flotte CPM’er på tværs af brancher, når det drejer sig om at skubbe content ud, som er målrettet tidligt i kunderejsen.

#6 Client marketing:Punkt 6 er et af de temaer, som rigtig mange nok gerne ville bruge tid og penge på, men som de færreste prioriterer. Nemlig at lave marketing, som er målrettet eksisterende kunder frem for at anskaffe nye. Det kan være indhold, som italesætter mulighederne for at få mere ud af sit produkt/løsning, hvordan kan forlænge levetiden eller nye anvendelsesmuligheder. Det behøver ikke engang have et op- eller mersalgsfokus, men snarere fastholdelse.

#7 Event marketing:Fysiske events fik sit eget punkt. Men digitale events har lige så stor en berettigelse i det nye år. De fleste tænker straks på webinarer, men det kan være meget andet end det. LinkedIn Live, paneldebatter, Q&A, talkshows og jeg skal komme efter dig. Slip kreativiteten og budgettet fri.

#8 Marketing-partnerskaber:Det her snakkede jeg også om sidste år, og vi kommer igen i år til at lave endnu flere partnerskaber i vores marketing med brands, som har samme værdier og målgruppe som os, men som sælger noget andet. Over 50 % af vores events og større aktiviteter, vi har planlagt for 2024, inkluderer partnere, hvor vi er to om at finansiere gildet og høste frugterne. Det dækker alt fra samarbejdspartnere og leverandører til brancheorganisationer og -eksperter.

#9 Sponsorater: 2023 var første år, hvor vi brugte penge på at sponsorere andres events og aktiviteter. Og det var alle pengene værd. Så her fordobler vi vores (stadig forholdsvis beskedne) budget i 2024. For os handler det om at finde de små nichede events, som ikke koster en bondegård, og hvor vi kan få lov til at være kreative i aktiveringen af vores sponsorat, så vi som sponsor får mest muligt for pengene.

#10 Brand:Branding. Behøver jeg at sige mere? I tider med modvind og et marked som svinder ind, er dit brand din forsikring. Vi kommer til at investere endnu mere i en bedre forsikring i 2024 med alt, hvad det indebærer af Brand Ads, cases, udfoldning af vores kernefortælling og et helt spor, som kommer til udelukkende at have fokus på hvem, hvad og og hvorfor.

 

Jeg håber, du kunne bruge mine indspark. I næste uge deler jeg de steder, jeg ville bruge færre penge på. Er det SEO? Er det Google Ads? Er det indholdsproduktion? Følg med i næste uge.

Udgivet
Bliv ringet op