Mail #21 (B2C): Her er 10 konferencer og events, jeg som webshop ville besøge
Hej med dig
Selvom der blæser recession-vinde i nogle brancher lige nu, er det sjældent nogen god idé at spare på udvikling og opkvalificering. Og så er det vigtigt at støtte op om de ildsjæle, der lægger liv og sjæl i at skabe marketingevents herhjemme. Dem vil jeg gerne give lidt kærlighed og opmærksomhed i denne uges mail.
Der er rigtig mange gode kandidater at vælge mellem, men jeg har udvalgt de 10, som jeg ville have på min shortliste, hvis jeg sad med marketingansvaret i en webshop:
#1: Ehandelsdagen
Løber af stablen lige om lidt. Faktisk allerede d. 9. februar. Så vidt jeg kan se, kan du i skrivende stund stadig nå at snuppe en billet til heldagseventet i Skive, hvor du kan opleve oplægsholdere fra e-commerce-forretninger og netværk. Det er de dygtige Søren Sieg og Dennis Drejer, der står bag, så det er i sig selv en kvalitetsgaranti, og så har du mulighed for at støde ind i undertegnede.
#2: EMAIL SUMMIT
Granted. Jeg/vi er biased. Men en hel dag om e-mailmarketing i lille Danmark … What’s not to like? Konferencen finder sted d. 2. marts i Odense. Jeg har hørt, at en rigtig dygtig marketer skal snakke lidt om automation. Ping mig, hvis vi skal snuppe en kop kaffe.
#3: MarketingCamp
Kan man sige danske marketingevents uden at nævne MarketingCamp? Ikke hvis du spørger mig. Der er heldigvis god tid til den her, da vi skal helt frem til d. 21. september, hvor Kolding ligger scenen til en hel dag med verdensklasse oplægsholdere fra bureauer, webshops og alt muligt midt imellem.
#4: Digital PerformanceDay
Her ligner det, at du skal vælge mellem Aarhus og Kolding, da Digital PerformanceDay lander på samme dato, nemlig d. 21. september. Bureauet NoZebra står bag en hel dag med performance marketing på menuen.
#5: Conversion Boost
Hvis konverteringsoptimering (CRO) ikke allerede står højt på din agenda for 2023 … Hvad har du så gang i?! Som webshop har det nok aldrig været vigtigere at skrue og dreje på alle de knapper, du kan, så du kan få endnu mere ud af den trafik, du betaler for at få forbi din webshop. Her kan en billet til Conversion Boost i København være en rigtig god investering. Eventet finder sted d. 21. maj.
#6: Shopifly
En ny konference med Shopify som omdrejningspunkt og med nogle ret imponerende talere fra ind- og udland. Jeg ville helt sikkert give eventet en chance, også selvom jeg ikke nødvendigvis sad i Shopify, selvom det selvfølgelig nok er mest relevant, hvis din shop er bygget i, eller du overvejer at flytte til, Shopify. Shopifly afholdes d. 23. maj i København.
#7: Influenced
Influencer marketing er noget, mange shops har mange holdninger til. Og det kræver sin marketer at mestre disciplinen. Jeg har hørt rigtig godt om Influenced, som kommer omkring alle kroge af den gren af digital marketing, herunder jura, trends og tendenser og inspirerende cases fra store og små brands. Her skal du sætte kursen mod København d. 14. september.
#8: E-handelskonferencen
Jeg skulle have været til E-handelskonferencen sidste år, men måtte melde afbud pga. sygdom. Så i år skal jeg afsted. Måske skal vi drikke en kop kaffe d. 12. oktober i København, når hele bredden af dansk e-handel mødes?
#9: SEOday
Endnu et event, der er lige rundt om hjørnet–faktisk allerede her d. 21. februar. Hvis du er en kæmpe SEO-nørd eller gerne vil blive det, er det bare med at køre mod Kolding til en hel dag med SEO på programmet.
#10: Social Ads Conference
Jeg har en del netværkskolleger, der var afsted til Social Ads Conference sidste år. De har talt positivt om det, så det ville klart være på min radar for at blive opdateret på alle de mange ting, der sker lige nu, når det kommer til Social. Her skal du også til København–datoen hedder d. 25. oktober.
Lille Danmark har lidt af hvert at vælge imellem. Hvor skal du hen i år?