Hej med dig

Hvis jeg siger 0-søgninger, hvad siger du så? Ikke ret meget? Sådan er det også for de fleste webshops, jeg kender og arbejder med.

0-søgninger er et udtryk, der dækker over de besøgende, som besøger din webshop, bruger din søgefunktion (hvis du har sådan en) og får returneret 0 resultater på den søgning, de laver.

Det er selvfølgelig træls at have betalt for en besøgende, der ikke fandt det, de var på udkig efter, men det er faktisk også en potentiel værdifuld viden, som du skal handle på.

Forestil dig en tilsvarende situation i en fysisk butik. En kunde kommer ind fra gaden. Går lidt rundt i din butik og kigger. Spørger ekspedienten, om I har X eller Y og bliver mødt af et nej.

Sker det én gang, er det nok ikke lige noget, der berettiger, at du vender tankskibet 180 grader. Men hvad nu hvis det sker 10 gange? Eller 20? Eller 100? Hver eneste måned. Så skal du måske lytte.

Jeg ved, at der kan ligge enormt meget guld gemt i 0-søgninger, særligt på store webshops.

Her er nogle af de indsigter, du kan gøre dig ud fra dem, der kigger ind, men ikke finder det, de ledte efter:

  • Indkøb af nye produkter/varekategorier
  • Udvidelse af sortiment med bredde eller dybde
  • Mulighed for at arbejde med pre-order eller bestillingsvarer
  • Trends og tendenser, du gerne vil være på forkant med i din marketing
  • Kortlægning af trafikkanaler eller markedsføring der kan lukkes ned grundet urentable og irrelevante besøgende.

Det er de mere forretningsmæssige aspekter, som du enten kan tjene eller spare penge på, bare ved at kigge på dine 0-søgninger.

Og så har vi slet ikke snakket om at dykke ned i søgningerne for at kigge på, om 0-søgningerne skyldes stavefejl, eller at dine produkt- eller indholdsanbefalinger ikke er optimeret tilstrækkeligt. Eller måske har du ikke optimale alternativer til det, de leder efter der er lige så gode eller måske bedre.

Hvis du ikke har taget et kig på dine 0-søgninger før, så vil jeg faktisk gå så langt som at sige, at du skal smide, hvad du har i hænderne og hoppe ind på Analytics eller det tool, du bruger til Site Search, og gå i gang. Det kan kun gå for langsomt.

God arbejdslyst.

Udgivet
Bliv ringet op