Hej igen

Jeg har talt om den et par gange efterhånden. Her på #RespektForDinIndbakke, på LinkedIn, til EMAIL SUMMIT, på podcasts … Og jeg kunne blive ved.

Markedsføringslovens (MFL) § 10, stk. 2. Undtagelsen til hovedreglen om, at man skal have samtykke (opt in) til at sende nyhedsbreve til sine modtagere, som i stedet giver dig mulighed for at sende mails, så længe at dem, du sender til, ikke har sagt nej (opt out).

Der er selvfølgelig nogle krav, du skal opfylde for at bruge bestemmelsen. Dem får du lige lynhurtigt:

  • Du må kun sende markedsføring via MFL § 10, stk. 2 til tidligere kunder …
  • … som har haft mulighed for at sige nej tak til den type kommunikation i forbindelse med, at de gennemførte sit køb …
  • … og så længe det angår egne, tilsvarende produkter til det, de har købt.

Jeg har lavet en større, mere gennemgående forklaring af kravene, gråzonerne og rammerne for MFL § 10, stk. 2 i #emailgrundbogen. Den kan du købe eller downloade via haandbog.texta.dk. Et klassisk eksempel på, hvordan du kan implementere bestemmelsen på din shop kunne se sådan ud:

Mailen i dag er ikke en diskussion af moral eller etik ved at bruge bestemmelsen. Det må du gøre op med dig selv. Den er lovlig. Muligheden er der. Brug den eller lad være.

Jeg vil dog gerne slå et sidste, større, dedikeret slag for MFL § 10 stk. 2, hvis du ikke har hørt om den før, eller hvis du stadig er lidt i tvivl, om det er besværet værd:

  • Muligheden giver ikke kun lov til at sende e-mails, men kan også bruges til indsamling af telefonnumre til SMS-marketing.
  • Det er relativt nemt at implementere i de største CMS’er og overholde kravene til “egne, tilsvarende produkter”.
  • Bestemmelsen giver dig adgang til at sende markedsføring til permissions, som nok ikke bliver mere kvalificerede – nemlig tidligere kunder.
  • Det er muligt at tilpasse kommunikationen til dem, du indsamler, hvis du synes, det er for pushy at smide dem direkte på dine lister med enten en double opt in eller opt out-proces.
  • Vi ser typisk, at du med MFL § 10, stk. 2 vil gå fra et par procent, der giver samtykke til at modtage markedsføring til 70-90 %, som ikke siger nej tak.

Tag eksempelvis et kig på nedenstående skærmbillede fra en shop, hvor vi hjalp med at implementere løsningen i midten af april:

Her er tale om en webshop, som bruger mange penge og ressourcer på leadgenerering. Historisk har checkouten stået for gennemsnitligt 50 nye permissions om måneden. April smadrer den tendens med næsten 500, der ikke har sagt nej. Og det er altså en måned, hvor MFL § 10, stk. 2 først blev opsat efter halvanden uge.

Hvis du har spørgsmål til implementeringen, er du mere end velkommen til at svare på mailen her. Ellers vil jeg bare ønske dig en god arbejdslyst. Uanset om det er noget for dig eller ej.

Udgivet
Bliv ringet op