Hej med dig

Internettet flyder over med middelmådige blogposts, LinkedIn-opslag og white papers om ChatGPT og mulighederne for at bruge AI i marketing. Og først her i afsnit 53 af #RespekForDinIndbakke dykker vi en lille smule ned i, hvordan du kan bruge alle de mange tools og plugins, som har ramt marketingbranchen det seneste år.

Og det er helt bevidst, at vi ikke har ønsket at bidrage til kapløbet om at sige mest om ChatGPT, før vi rent faktisk har haft noget at sige. Det synes jeg, at vi har nu. Men det skal du selvfølgelig vurdere.

Jeg har nemlig brugt lidt tid på at gå vores egne kunder og netværkskolleger på klingen ift. deres brug af ChatGPT og andre former for AI for at høre, hvordan de helt konkret og lavpraktisk bruger det i dag. Og der tegner sig et billede af, at mange gør noget, lidt færre gør meget, og få gør rigtig meget.

Sidder du derude med kæmpe AI-FOMO, kan du altså umiddelbart slå koldt vand i blodet lidt endnu. Det er ikke, fordi din konkurrent lige pludselig har Terminator eller HAL 9000 til at drive sin webshop.

Ikke desto mindre er der alligevel en række områder, hvor ChatGPT eller en af dens 10.000 fætre og kusiner har fundet vej til e-commerce-branchen og Marketing.

Her er et par eksempler

Kundeservice: Et af de helt store områder, hvor AI kommer til at spille en rolle, er ift. kundeservice, herunder alt fra kundehenvendelser til behandling af reklamationer. Flere af dem, som jeg har snakket med, bruger allerede ChatGPT til at håndtere “nemme” henvendelser, hvor der skal peges mod en returportal eller FAQ, mens mennesker så sidder klar til at tage mere komplekse opgaver.

E-mailmarketing: E-mailmarketing er en kanal, hvor der er mange lavthængende frugter, som kan automatiseres helt eller delvist. En del webshops bruger ChatGPT til at emne- og idégenerere nyhedsbreve, mens andre også er gået skridtet videre og bruger eksempelvis Alvas.ai til at lave helt unikke flow-mails baseret på kontaktdata.

Organic Search (SEO): Den absolutte højdespringer i min uformelle runde i mit netværk. Rigtig mange har skruet op for deres SEO-indsats, primært i form af content-produktion, via ChatGPT til kategorier, produkttekster og blogindlæg, men også søgeords- og content gap-analyse.

Paid Social + Search: ChatGPT har også fundet vej til Meta, Google, TikTok og alle de andre platforme blandt webshops, navnlig til ad copy og kreativer, men også decideret kampagneplanlægning.

Content: Rigtig mange webshops har tidligere holdt sig fra at kaste sig over tungere investeringer og satsninger i content som fx e-bøger og andre former for gated content. Simpelthen fordi det ikke er sikkert, at det ville give mening at kaste X timer eller Y kr. efter et katalog eller en e-bog. Men med de nye muligheder, som AI giver, er flere begyndt at skabe mere omfangsrigt og vidensbaseret indhold i nye formater.

Oversættelse: En budgetpost, som har fyldt meget hos mange webshops med et internationalt publikum. Nu er det blevet muligt at automatisere meget af oversættelsesarbejdet – fra mails og kampagnetekster til kundeservice og web copy. Det er nok de færreste, som stoler 110 % på ChatGPT til ekstremt vigtige oversættelser, men i dag-til-dag-arbejdet lader det til, at mange er glade for løsningen.

Idégenerering og kampagneudvikling: Det er ikke kun til rugbrødsarbejde og eksekvering, at ChatGPT bliver brugt flittigt. Det gælder også til mere kreative opgaver, hvor et budskab eller et kampagnekoncept skal vendes og drejes. ChatGPT kommer nok ikke til at erstatte krøllede menneskehjerner lige foreløbigt, men det er ikke kun robotlyde, som du kan klemme ud af den – selv på den kreative banehalvdel ift. fx taglines, budskabskategorier, tone of voice mv.

Konverteringsoptimering (CRO): CRO er et sindssygt underprioriteret område i marketing. Og det ændrer ChatGPT ikke grundlæggende på. Men den gør disciplinen mere tilgængelig, idet rigtig meget kode- og implementeringsarbejde kan håndteres via Code Interpreter eller lign. funktioner/plugins.

Analyse: En opgave, hvor mange webshops er i én af to grupper. Enten er analysearbejdet noget, som man bruger meget lidt eller rigtig meget tid på. Der er sjældent noget midt imellem. Men med ChatGPT kan du få hjælp til at finde hoved og hale i statistikker, tal, tabeller og andet, som du kan bruge til at evaluere dine indsatser og budgetter.

Refurbishment: Genbrug og ompolstring er det nye. Og her kan ChatGPT også hjælpe dig med at omskrive dit blogpost, tage hovedpointerne ud af din e-bog eller forvandle et opslag fra Social til et sprødt nyhedsbrev. Også et sted, hvor mange så småt har taget AI i brug.

Ja, annoncebudgettet var på det tidspunkt relativt beskedent. Jeg kunne desværre ikke lokke ham til at sende statistikkerne for hele kampagnen, da det falder ind under forretningshemmeligheder, men ifølge ham så hverken ROAS, AOV eller CPA ikke meget anderledes ud i slutniningen af annonceperioden.

Hvad med dig? Hvordan bruger du AI? Jeg lover, at jeg ikke skriver om ChatGPT igen lige foreløbigt. Det er der andre, som gerne vil kloge sig på.

Udgivet
Bliv ringet op