Hej med dig
Det er den tid på året, hvor de store slag skal slås, inden vi siger farvel til 2023 og goddag til 2024. Foruden Black Friday og julesalget er det for rigtig mange webshops også armlægningen om det nye marketingbudget for det kommende år.

En vigtig kamp, der kræver diplomatiske evner og snilde, og som skiller de garvede fra de grønne marketingansvarlige.

Skal du i gang med planlægningen og fordelingen af dit budget, lige så snart det værste tilbudsræs er overstået, har jeg her samlet 10 ting jeg ville bruge flere penge på det næste år, og 10 ting jeg ville bruge færre penge på.

De sidste 10 ting må du dog vente lidt på. De kommer i næste uges mail.

Brug det som dét, det er. Generelle anbefalinger og overvejelser, som selvfølgelig ikke tager højde for din kontekst, dine erfaringer og det år, du er på vej ud af.

 

Her ville jeg bruge flere penge (og kort om hvorfor): 

#1 Lead Ads (på tværs af platforme): Jeg har slået et slag for annonceformatet mange gange og vist statistikker, som highlighter, at de store og dygtige webshops er gået fra at bruge 5-10 % af sit Paid Social-budget til 30-35 %. Det tal hedder nok nærmere 40-45 % i 2024.

#2 E-mailmarketing:Kampagnemails, automations, segmentering og hele molevitten. Selvom flere efterhånden er begyndt at prioritere sine indsatser her, er der stadig et stort efterslæb fra mange år, hvor kanalen ikke har fået den kærlighed den fortjener.

Jeg ville bruge mere tid og flere penge på at sende flere kampagnemails og få bygget flows, som italesætter ALLE touchpoints i den gennemsnitlige kunderejse.

#3 Meta:Jeg ville bruge en større del af mit budget på Meta og de annoncemuligheder, du har her. Nogle af de formater vi ser flere begynde at udforske, er blandt andet klassiske reach-kampagner, Advantage+-funktionerne, mere avancerede Lead Ads via Conditional Logic mv.

#4 Pinterest:Ja, Pinterest. Særligt det seneste halve år har vi arbejdet med flere brands, som er begyndt at prioritere sin indsats her, både Paid og Organic. Jeg tror, at 2024 bliver året, hvor Pinterest for alvor begynder at få fat i andre segmenter end bare krea, design eller home decor, og også får en betydelig del af det betalte annoncebudget.

#5 CRO (konverteringsoptimering):Den står blandt de øverste punkter over “Ting, vi burde gøre mere i det nye år” hver gang, jeg laver lister som de her. Marketers over en bred kam bruger for lidt ressourcer på CRO. Punktum. Og det er i den bredeste forstand; fra optimering af CPA’er på Lead Ads til konverteringer på din webshop. Skal vi ikke sørge for, at vi laver om på det i 2024? Bare en lille smule.

#6 CDP (Customer Data Platform): Vi skal lære vores kunder endnu bedre at kende. Vi skal eje mere data selv. Og vi skal bruge den data, vi allerede har, men som ligger og flyder hist og her. Det kan en CDP hjælpe med. Historisk har CDP’er været meget store og dyre, men der begynder at komme en del ganske fine “light-produkter” på markedet. Eksempelvis har Klaviyo lige lanceret CDP-funktionalitet, og tools som Reaktion.com kan også bruges som en meget light-udgave af den store løsning.

#7 Creator-partnerskaber:Det er helt bevidst, at jeg ikke skriver influencere. For jeg ville ikke bruge flere penge på at betale en stor Instagram-profil for at omtale vores produkter i et opslag og tre stories, hvorefter det er videre til næste brand-samarbejde. I stedet ville jeg udvælge en håndfuld creators, som bliver faste samarbejdspartnere, hvor udbyttet for dig som webshop er lige dele omtale og lige dele content. Altså indhold, du kan bruge i dine annoncer, nyhedsbreve eller på din egen profil.

#8 Google Ads (til top funnel):Ligesom med Meta ser vi flere, som begynder at bruge Google til andet end at annoncere mod high intent-søgninger (fx “dit produkt + pris”). Når klikpriserne stiger, konkurrencen spidser til og efterspørgslen ikke følger med, kan det være en idé at søge opad tidligere i kunderejsen. Her tænker jeg på at eksperimentere med annoncer, som måske mere går på at generere trafik til top funnel-indhold som blog posts, guides eller lign.

#9 Community: Skal 2024 ikke været året, hvor du endelig får løbet dit community i gang eller kaster ressourcer efter at aktivere det, du allerede har? Et community kan tage form på mange måder. En Facebook-gruppe, et udvalgt hashtag, fysiske events i din butik eller alle tre ting.

Nogle af de bedste brands herhjemme i den her boldgade, hvis du spørger mig, er Neglefeber, som har bygget en Facebook-gruppe med 13.000 medlemmer, som deler viden, erfaringer og tips mellem hinanden. Planet Nusa og EYDA er også gode eksempler på brands, som aktiverer sit community i den virkelige verden med events og aktiviteter.

#10 Brand: Jeg tror 2024 bliver året, hvor flere webshops tør eller bliver tvunget til også at tænke i at bygge et brand,  på tværs af de måder man nu kan gøre det. Lige fra betalt annoncering via brand- og trafik-annoncering til helt lavpraktisk at kommunikere værdier og mening i stedet for udelukkende pris, rabat og udsalg.

Jeg ved godt, at det er naivt at tro, at man kan lave en webshop-succes udelukkende på et stærkt brand. Og at det ikke er alle nicher, hvor kunder bruger ret meget tankevirksomhed på at overveje, hvor de handler. Men jeg kan love dig for, at det bliver nemmere og mere langtidsholdbart, hvis priskommunikation ikke er det eneste værktøj, du har i redskabskassen.

Udgivet
Bliv ringet op