Mail #74 (B2C): Du skal i gang med live-indhold lige nu
Hej med dig
Liveshopping er ikke noget nyt koncept eller fænomen. Da corona gjorde sit indtog (puha, kan du huske det?) var live-formatet et af de tiltag, der holdt mange fysiske forretninger oven vande, så de kunne nå ud til de kunder, som nu ikke kunne slå vejen forbi butikken.
Live-indhold er dog så meget mere end bare tilbud, rabatter og Hjallerup Marked. Inspireret af nedenstående opslag fra Tobias og Den Sidste Flaske stiller vi i dag skarpt på eksempler på anderledes formater og koncepter, du kan bruge, hvis dit brand ikke tillader at skrue på prisen.
Liveshopping-formater: Har du overvejet … ?
I realiteten er der ingen grænser for, hvad live-formatet kan bruges til, selvom nogle koncepter selvfølgelig slår bedre igennem end andre. Nedenfor har vi samlet nogle af dem, vi er stødt på, som du kan overveje:
Rådgivning og vejleding
Noget, der er relevant for de fleste brands, og som ikke behøver at involvere tilbud og udsalg. Et live-event, hvor en ekspert (intern eller ekstern) kan hjælpe kunder med at få mere ud af sine produkter, vælge den rigtige løsning eller tale om det problem, dine produkter løser.
Eksempel: Vuffeli.
Brand- eller creator-samarbejde
Gå sammen med et andet brand eller en personlighed, som har et talerør inden for din niche og tag et relevant tema op til gennemgang. Det giver både noget troværdighed og låner taletid hos vedkommendes publikum.
Eksempel: IKEA.
Begivenheds- eller tema-event
Sker der noget, som er værd at tale om, eller hvor dine kunder har øjnene rettet mod særlige dele af dit sortiment? Det kan være værd at formidle og fortælle om det i et live-koncept. Stort og småt.
Eksempel: Plantorama.
Unboxing/produktpræsentation
En af de mere produktnære koncepter, du kan kaste dig over. Det kræver selvfølgelig, at dit produkt eller kategori er interessant nok til, at dine kunder vil bruge tid på at se dig præsentere og fortælle om dem uden et rabatincitament.
Eksempel: Matraws.
Event-koncepter
Har dit brand en plads hos dine kunder, som berettiger, at de også vil møde op til events og aktiviteter, hvor dine produkter egentlig ikke er i fokus? Så kan det være oplagt at tænke ud af boksen og være arrangør af egentlige events.
Eksempel: EYDA.
Spørger du os, bør live-streaming og -shopping stå meget højt på den gennemsnitlige webshops agenda og to-do. Der er meget at hente; både omsætning, engagement og brandkendskab.
Vi ses i din indbakke i næste uge.