Mail #139 (B2B+B2C): Vi leder efter sommer-vikarer
Hej med dig
Så er den sidste af helligdagene og de der mærkelige halv-fridage overstået. Nu er der ikke lang tid til den helt store; sommerferien. Vi tæller dage nu her på kontoret. Altså indtil efteråret og andet halvår, hvor der for alvor bliver travlt, og hvor der er ting, der skal nås; den tid, den sorg.
Inden da skal vi igennem et par uger på langs og uden e-mails, LinkedIn og alt det andet, der fylder i hverdagen. Det betyder dog ikke, at der bliver stille her på kanalen. Vi kommer nemlig til at få et par vikarer til at tage over for os i de helt tunge sommeruger.
Vi har allerede fundet de fleste, men kunne godt bruge en enkelt eller to mere. Så derfor er det os, der spørger dig om hjælp og viden denne gang, kære læser. Har du noget, du gerne vil dele med alle os andre?
Vikar på #RespektForDinIndbakke
Vi ved ikke, hvordan det var, da du gik i skole, men for os var det altid lidt spændende og fedt, når en vikar dækkede ind ifm. ferie eller sygdom. Man vidste aldrig helt, hvad man gik ind til. Skulle vi se film? Spille rundbold? Eller faktisk lave noget? Det kunne blive en dreng eller en pige.
Vores vikarer på #RespektForDinIndbakke kommer til at fortsætte i samme, vanlige stil, som du er vant til; dele viden, erfaringer, fede cases, indsigter fra “den rigtige side af bordet” og/eller nogle skæve/sjove vinkler på noget, du allerede gør i dag, men måske kunne få mere ud af.
Vi leder efter vikarer til fem uger i alt; uge 28, 29, 30, 31 og 32. Og det er på både B2B- og B2C-udsendelserne. Altså 10 stk. i alt.
Lige nu er vi dækket ind i de første tre uger på begge kanaler. Så der er 4 udsendelser up for grabs.
Vores krav til dig? Ikke så meget andet end at det, du har at fortælle, gerne må være interessant og lærerigt for vores 7.000 modtagere. Og at du ikke forventer nogen fyrstelig betaling. Eller nogen overhovedet faktisk.
Vi har en meget, meget lille erkendtlighed som tak for slid og slæb, mens vi er væk, men vi håber, at du kan betale dine regninger med eksponeringer, for det er den primære værdi for dig.
Nå ja, så foretrækker vi, at du ikke arbejder som konsulent eller i et bureau. Det kan du sagtens gøre og have noget interessant at sige, men vores modtagere lytter i forvejen til en ond bureau-afsender stort set alle årets uger, så vi tænker, at fem uger med lidt variation er sundt nok.
Lyder det som et drømme-sommerjob for dig? Så smid et svar på mailen her med lidt info om, hvem du er, hvad du har på hjerte, og hvornår du kan dække ind for os, mens vi holder ferie.
PS: Du behøver ikke at lave mailen i den pågældende uge. Vi kan jo time og planlægge den i god tid. Hehe.
Tak for hjælpen til dig, der byder ind. Og tak for tilliden til dig, der lytter med. Også i de varme og tunge sommeruger.
Vi ses i din indbakke næste uge.
Med venlig hilsen
Team Texta