Hej med dig

I sidste uge fik du seks gode tips til at finde de rette emner til dine kampagnemails – yay. Nu, hvor du har en håndfuld med gode ideer (og du har haft lidt tid til at lade det hele synke ind), får du vores guide til at opbygge hele molevitten. For én ting er at have et godt emne, noget andet er at skrive om det.

Derfor har vi lavet en smart tjekliste med otte tips (vi kunne også kalde dem “byggeklodser”), som du både kan gennemgå, inden du skriver, og efter al skriveriet. Og når du først har fået vores tips ind under huden – ja, så skal det hele nok glide lidt nemmere.

 

De otte byggeklodser

#1 “Hva’ vil du?”
Når du mailer til dine kunder, svarer det til at ringe dem op. Groft sagt. Og du ville formentlig aldrig ringe rundt til samtlige kunder for at hyggesnakke (selvom det lyder hyggeligt). For sandheden er, at dine kunder ikke har tid til den slags – ligesom de ikke har tid til en masse mails uden noget større formål. Derfor er det vigtigt altid at spørge dig selv: “Hvorfor skriver jeg den her mail?”. Er det, fordi din læser skal downloade noget? Besøge dit site? Eller måske blive klogere med noget ny viden? 

Lad altid din mail have ét overordnet fokus – og lad dit fokus være helt tydeligt lige fra emnelinje til afmelding.

#2 “Taler du til mig?”
Når du nu er i gang med at stille dig selv spørgsmål, så husk også at tænke over, hvem du skriver til. Vi talte lidt om det i sidste uge. Det er sjældent, at dit budskab passer til hele din målgruppe. Så husk at lave segmentering, inden du sender mail efter mail. På den måde bliver det typisk lidt nemmere at skrive og opbygge din mail. Og så får din læser også en bedre oplevelse.

#3 “Sig det up front”
Gi’ din emnelinje lidt kærlighed. Så bliver den glad. Eller … det gør dine modtagere i hvert fald. Du kender det nok selv; det er ofte emnelinjen, som afgør, om du gider at åbne en mail eller ej. Så fortæl, hvad din mail handler om, eller hvad din modtager får ud af at læse den, i emnelinjen. Så er du allerede godt på vej.

#4 “Kan du uddybe en smule?”
Og når du har skrevet en genial emnelinje (som i øvrigt heller ikke må være alt for lang), kan du passende samle op med en ultrakort beskrivelse i din preview-tekst. Så er der ingen tvivl om, hvad din modtager kan forvente.

#5 “Oooog dybe indåndinger”
Sørg for masser af luft. Selvom du har en tendens til at skrive lange mails, så er      masser      af      luft     bare      alfa       og       omega. Tro os. Vi ved alt om lange mails *wink-wink*. Du kan fx skabe luft med afsnit, underoverskrifter, billeder eller lignende, som deler romanen lidt op.

#6 “Er den virkelig kun til mig?
Det kan være helt utroligt effektivt at gøre din kommunikation personlig. Og det kan du selvfølgelig gøre på flere måder. Her er det især vigtigt at overveje, om du har et brand, der kan tåle masser af personlige anekdoter og humor, eller om du skal holde dig til at bruge en personlig afsender frem for et firmanavn. Pointen er, at du kan komme langt med din relationsopbygning, hvis du bliver personlig i dine mails (og i resten af din kommunikation for den sags skyld).

#7 “Sig det HØJT OG TYDELIGT
Pas på med for lange, kringlede sætninger med svære ord og teknikaliteter (med mindre det er dét, din målgruppe sukker efter). Jo lettere et sprog, du kan formulere dig i, jo nemmere er det at afkode dine budskaber. Så enkelt er det bare. 

#8 “Fortæl mig, hvad jeg får ud af det”
“Læs mere her, og …” Gaaaaaab. Du er sikkert stødt på lignende CTA’er cirka 100.000 gange før. Men hvis du vil gøre det ekstra attraktivt for din modtager at klikke sig videre, er du nødt til at bryde mønsteret. Kan din læser fx downloade en e-bog om nyhedsbreve, er det federe at skrive “Lær at skrive geniale nyhedsbreve” end “Læs vores e-bog om nyhedsbreve”. Kan du se forskellen?

 

Nu skal du faktisk bare prøve dig frem. Er emnet godt, og har du styr på opbygningen, kommer dine mails til at rulle derudad. 

God arbejdslyst.

Udgivet
Bliv ringet op