Hej med dig

“Hvad skal jeg skrive, hvad skal jeg skrive, hvad skal jeg skrive?” Er det ofte de ord, der dukker op på din skærm, når du går i gang med at skrive en “kreativ” tekst? Så er den her mail til dig. Sandheden er, at selv de bedste kreative tænkere kan ramme en mur på et tidspunkt – og i så fald er det godt at have et par tricks i ærmet. Pst: Vi kender ret mange af de tricks. 

Og du har sikkert allerede gættet, hvad vi serverer for dig i dag: Nemlig fem gode værktøjer til at komme i gang (eller komme videre) med din kreative tekst. Som så meget andet kræver det træning og tålmodighed enten at tæmme eller grave kreativiteten frem. Men hæng i og hold ud – så skal du nok lande et superfedt sted.

 

Kreativitet i dine skriblerier

#1 Lær af de bedste
Du er sikkert stødt på tekster, set reklamer eller læst passager i bøger, som du er helt pjattet med. I så fald er det en rigtig god øvelse at “skrive af”. Skriv simpelthen tekststykket 1:1, som det oprindeligt er skrevet. For din egen skyld (bare rolig; vi opfordrer dig ikke til at kopiere – pheew). På den måde får du teksten og ordene igennem dine egne fingre. Og pludselig har du måske lært en ny måde at starte sætninger på, opbygge en tekst på eller genopdaget nogle ord, som du kan tage frem og bruge en anden god gang.

#2 Start på en sætning, og pa
Hemingway gjorde det, når han skrev bøger. Altså, stoppede midt i en sætning, så han havde et sted at starte, når han skulle skrive videre dagen efter. Han beskrev selv årsagen som effektiv, fordi det lod ham brygge videre på historien i underbevidstheden. Samme metode kan være ret effektiv, når du skriver kreative tekster. Ja, eller tekster i det hele taget. Så går du ikke i stå eller får svært ved at fortsætte arbejdet, når du møder ind igen efter en laaaaang weekend. 

#3 Lav en “wordstorm”
Du kender allerede en brainstorm. En “wordstorm” er lidt det samme – bare med ord. Lad os sige, at du skal skrive et nyhedsbrev til påske (og den skal i øvrigt være über-kreativ). Så er det en god idé at tømme hovedet for ord, du associerer med påske. Fx kylling, gul, snaps, forår, påskeliljer, æggejagt osv. Måske kan det hjælpe dig til at komme på en idé – eller til at sætte scenen med de rigtige ord.

#4 Skriv, Forrest, skriv!
Nå. Men hvis vi skal afhjælpe dit “Hvad skal jeg skrive”-problem, er det her et godt tip: Sæt timeren på din telefon til fx 10 min., og skriv alt ned, du kan komme i tanke om. Reglen er, at du ikke må stoppe på noget tidspunkt. Det giver dig et dokument med en hulens masse skrald, men helt sikkert også små passager indimellem, som er guld værd i din kreative skriveproces. Det er en fed måde at nå frem til en idé eller en tanke på, som du måske ellers aldrig havde fået.

#5 Hack ordsproget
At bruge ordsprog kan hurtigt blive lidt kliché- og floskelagtigt. Det gider vi ikke. Men ordsprog kan være ret cool og kreative, hvis du fx skifter et ord eller to ud. Et godt eksempel er fødevarekæden MENY, som i en julekampagne udkom med sætningen “Julen er mavernes fest”. Men hov – det hedder jo “hjerternes fest”. Præcis. Men er du et madøre, er julen også mavernes fest. I hvert fald i MENY, hvor du kan købe delikatesser og lækre madvarer. Kreativt. 

 

Det var alles for denne gang. Og selvom det bare er en svær disciplin at skrive kreativt, kommer du langt ved at bruge forskellige værktøjer. Vi bruger dem selv her i huset, og det bliver vi helt sikkert ved med.

Hep!

Udgivet
Bliv ringet op