Hej med dig

Nu er det alvor. De helt tunge og stille sommeruger er over os. Måske har du allerede trukket stikket? I så fald: Vi ses på den anden side. Læser du stadig med i løbet af din velfortjente ferie, eller har feriesæsonen ikke ramt dig endnu? Lucky you. I dag har vi nemlig samlet hele #RespektForDinIndbakke for at fortælle noget meget vigtigt.

Nemlig at vi endelig er klar med vores nye podcast-koncept, som vi kalder “Marketing med videre”. Et projekt, vi har puslet med de sidste mange måneder, men nu endelig kan dele med dig. Det er også dagens tema. 

 

En marketing-buffet med sommerferielytning 

Måske har du set nogle af vores opslag på LinkedIn om #marketingmedvidere. Måske har du ikke. Uanset hvad får du lige de vigtigste overskrifter og menupunkter her:

#1 Marketing, kommunikation og branding
Som navnet antyder, kommer vi ikke til kun at have vores udgangspunkt i marketing, men i lige så høj grad branding og kommunikation. Vi vil både levere bredde og dybde. En marketing-buffet, hvor du kan vælge lige det, der passer dig, og som du gerne vil blive klogere på eller bedre til. 

#2 For marketingfolk, som de er flest
Der er så mange dygtige marketingfolk derude, som lever stille og godt i virksomheder, der ikke slår på tromme for sig selv. Og det er dem, vi gerne vil have med. Dem, der ikke har en million-milliard i budget, men alligevel formår at levere imponerende resultater. Dem, der ikke vinder branchepriser, men som vinder kundernes hjerter. Og dem, der ikke kloger sig på LinkedIn hver eneste dag, men som alligevel burde få noget taletid og rampelys. Det får de nu. 

#3 Ingen, der skal sælge noget
Ja, det er måske lidt ironisk. Vi kan jo som værter ikke løbe fra, at vi er et bureau, der gerne vil sælge marketing. Men kender du bare en lille smule til Texta (siden du læser med på nyhedsbrevet her), ved du, hvad vi står for. Til gengæld styrer vi pænt udenom sælgere i forklædning i #marketingmedvidere.

#4 Vær med i snakken (efter sommerferien)
En af de helt særlige ting ved vores koncept er, at du har mulighed for at lytte med live hver tirsdag kl. 9 efter sommerferien. Her streamer vi nemlig live via LinkedIn. Du behøver ikke at være med, da afsnittet bliver uploadet til alverdens podcast-platforme efterfølgende. Men vil du bidrage og være med i snakken, er det din mulighed. Nærmest helt radio-agtigt. Velkommen til P3.

#5 Nemt og bekvemt på farten
Navnet er ikke helt tilfældigt. Vi har nemlig bygget et koncept, hvor du ikke skal sidde og fedte rundt i slides eller shownotes. Du kan nemt følge med, uanset om du sidder i bilen, toget eller fitnesscenteret. De vigtige pointer eller gode eksempler skal du kunne tage med dig, når du er på vej videre.

 

Lyder det ikke bare godt? Og ved du hvad? I denne uge uploader vi det første af vores sommerafsnit, som er optaget på forhånd, så du kan få en forsmag på, hvad der venter efter ferien. Søg på “Marketing med videre” eller “Texta” på din foretrukne podcast-platform. Så dukker vi helt sikkert op. 

Vi glæder os til, at vi lyttes ved. Hav en dejlig uge.

Udgivet
Bliv ringet op