Drømmer du om en praktikplads, hvor du kan dygtiggøre dig inden for kommunikation? Hvor du kan udfolde din kreativitet, brainstorme og lege med ord?

Så spids ører. Vi er nemlig på udkig efter vores næste praktikant til vores kommunikationsteam. Som kommunikationspraktikant hos os får du lov til at dykke ned i de forskellige grene af kommunikation. Fra idégenerering og strategi til eksekvering. Du kommer til at lave kommunikation for en masse forskellige virksomheder, og vi garanterer, at du bliver meget klogere på både kommunikation og marketing.

Du kommer blandt andet til at:

  • skrive tekster til e-mail, annoncering og hjemmeside
  • brainstorme på idéer og koncepter
  • arbejde med strategisk retning på kommunikation
  • udvikle og eksekvere på taglines, kernefortællinger, brandingprojekter og koncepter
  • sidde med på kundemøder og workshops
  • lave analysearbejde, som ligger til grund for den kommunikation, vi laver
  • arbejde med personaer, kunderejse og tone of voice i forhold til de forskellige kunder, du arbejder med.

Du bliver en del af vores knivskarpe Communications-team, som undervejs vil lære dig så meget som muligt. Du vil dels få ansvar for dine egne opgaver og dels være en del af et team på andre opgaver og projekter.

Læs mere om Texta her

Hvad tager du med dig fra et praktikophold hos Texta?

Texta er et fleksibelt marketingbureau. Vi er skarpe inden for både kreativ kommunikation og performance marketing. Vores helt store styrke ligger i det tætte samarbejde på tværs af teams og specialistområder. Det betyder, at du både kommer til at arbejde tæt sammen med dit eget team, men også med de andre specialister, vi har i huset. 

Det er vigtigt for os, at du lærer en masse, mens du er her. Derfor kommer du til at sidde med de samme opgaver, som vores specialister sidder med til daglig. Vi sørger for, at vi kontinuerligt bygger oven på dine kompetencer, så du kommer ud på den anden side som en bedre kommunikatør.

Når forløbet starter, får du tilknyttet en intern mentor, der er din kontaktperson. Din mentor vil altid være ved din side, sørge for, at du trives på arbejdspladsen, og sikre, at du løbende lærer en masse nyt. 

Vi stiller selvfølgelig alt nødvendigt udstyr og software til rådighed under praktikopholdet, og du kan også se frem til en lækker frokostordning og sjove sociale arrangementer.

Vi forventer, at du …

  1. er i gang med en videregående uddannelse
  2. har mulighed for at gennemføre et praktikforløb med en varighed på minimum 4 måneder
  3. har mod på at arbejde med og lære kommunikationsdisciplinen
  4. mestrer det danske sprog – herunder grammatik og kommatering
  5. er klar på en udfordrende hverdag med mange forskellige arbejdsopgaver.

Lyder stillingen som noget for dig?

Hvis du drømmer om at blive communication-praktikant hos TEXTA, skal du sende dit CV og en ansøgning til job@texta.dk hurtigst muligt. Vedhæft din ansøgning og dit CV som PDF, og skriv ”communication-praktikant” i emnefeltet.

Hvis du har spørgsmål angående praktikforløbet, er du velkommen til at kontakte COO Louise Lundgreen via louise@texta.dk eller på tlf. 71 79 05 09. Vi rekrutterer løbende og ansætter, når vi har fundet den rette kandidat.

Vi søger praktikanter til foråret 2025.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Bliv ringet op