Er du virksomhedsejer? Kunne du godt tænke dig at få en masse lækker, organisk trafik? Jamen, så velkommen til, du er landet det helt rigtige sted. Her skal vi nemlig kigge nærmere på business blogging, som er et marketingredskab, der kan bruges til at booste trafikken og på sigt give klejner i kassen.

 

I dette blogindlæg om blogindlæg vil jeg i den første ”del” komme ind på, hvordan du skriver et blogindlæg. Derefter vil jeg diske op med en række særdeles gode grunde til, at du i en ruf skal komme i gang med at business blogge, så snart du har læst denne guide.

 

Har du en personlig blog, kan du med stor sandsynlighed fortsat få glæde af dette blogindlæg. Jeg må imidlertid blankt erkende, at mit skriv ikke er målrettet specifikt til dig. So sorry, men for nu er det virksomhedsejerne og virksomhedsbloggene, der skal have lidt velfortjent opmærksomhed.

 

Hvad er et blogindlæg, og hvad er en business blog?

Et blogindlæg er et ’et skriftligt indlæg på en blog’. Så nemt kan det, ifølge Den Danske Ordbog, siges. Der er således temmelig frie rammer, når det kommer til netop blogindlæg, og dét er noget af det, der gør denne genre så genial – og så svær at mestre.

 

Når du først hører ordet ”blog”, tænker du sandsynligvis på de såkaldte personlige blogs. En sådan bruges til at opdatere dine følgere på dit liv og dine interesser. Her skabes der en personlig relation til følgerne, og du brander sig selv på din personlighed. Det er lidt noget andet, når der er tale om en business blog.

 

En business blog er – som du måske har regnet ud – en virksomhedsblog. Ud over at den kan gå under navnet ”blog”, kan den findes på diverse virksomheders hjemmesider under for eksempel ”viden”, ”guides” eller ”inspiration”.

 

En business blog er fortsat ”personlig” i den forstand, at den gerne skal afspejle virksomhedens identitet. Den indeholder imidlertid knap så mange sjove anekdoter og feriebilleder, som en personlig blog typisk gør.

 

Miinto - blog

Kilde: miinto.dk

 

Kilde: texta.dk

 

Moeblér - blog

Kilde: mobler.dk

 

Jeg vender tilbage til, hvorfor du skal business blogge, senere. For nu skal vi kigge på, hvordan du business blogger.

 

Fang dine læseres opmærksomhed med lækre overskrifter – de fleste læser ikke andet

For at du kan få nogen som helst til at læse dine blogindlæg, skal du finde på en god overskrift. Det er denne, der skal fange dine potentielle læseres opmærksomhed, og den er derfor også værd at kaste en masse kærlighed på.

 

Er din overskrift lige så grå og kedelig som en regnvejrsdag i november, er der næppe nogen, der klikker sig ind på dit blogindlæg.

 

Din overskrift har til formål at give internetbrugerne en idé om, hvad dit blogindlæg handler om. Samtidig skal den gerne give dem lyst til at læse videre og blive klogere på sagen.

 

Ud over at du skal have en H1 – altså en overskrift – som er æggende, vækkende og dækkende, som man siger, skal du have en række H2’er og eventuelt H3’ere. Disse underoverskrifter skal guide dine læsere rundt i blogindlægget.

 

Mange internetbrugere nærlæser ikke hele blogindlægget. Derimod skimmer de og dykker ned i de dele, der virker relevante for dem. Er der ingen underoverskrifter, er det umuligt for brugerne at vide, hvilke dele de skal læse, og så forsvinder læserne lige så hurtigt, som de kom. Derfor er det vigtigt at have guidende underoverskrifter.

 

Ifølge The Washington Post læser omkring 60 % af internetbrugerne ikke andet end overskrifter.

 

Spørger man copyblogger.com, ser det endnu værre ud. Her anslås det nemlig, at det er hele 80 % af brugerne, der nøjes med at få deres information fra overskrifter og underoverskrifter.

 

Blogindlaeg - 80% laeser kun overskriften

 

Vil du – trods dette – give dine læsere noget viden med videre, er det alfa og omega, at dine overskrifter er værdiskabende i sig selv.

 

Ud over at du for de – undskyld mig – dovne internetbrugeres skyld skal sørge for at skrive nogle gennemførte overskrifter og underoverskrifter, gælder det, at disse er med til at gøre dine blogindlæg mere spiselige for brugerne.

 

De fleste bliver trætte ved første øjekast på et blogindlæg, hvis de møder en mur af tekst. Er blogindlægget derimod delt op i masser af afsnit, er der langt større sandsynlighed for, at du har din læser med hele vejen fra start til slut.

 

Blogindlaeg med mur af tekst vs. med H1'er, H2'ere og H3'ere

 

Hvordan starter man et blogindlæg og får sine læsere på krogen i løbet af 10 sekunder?

Efter din H1 har du en indledning. Her skal du overbevise din læser om, at dit blogindlæg faktisk er værd at dykke nærmere ned i. Din overskrift har lokket folk ind på siden, og nu skal din indledning så sikre, at de læser videre.

 

Ifølge Hubspot forlader langt de fleste internetbrugere en hjemmeside efter blot 10-20 sekunder. Dem, der bliver på din side i mere end de 10-20 sekunder, bliver til gengæld typisk hængende i flere minutter. Dét er noget nær en evighed i denne digitale tidsalder.

 

Blogindlaeg - 10-20 sekunder - HubSpot

Kilde: hubspot.com

 

Du har altså en sjettedel af et minut til at overbevise den besøgende om, at netop dit skriv er værd at bruge lidt længere tid på. Formår du at gøre dét, er der stor sandsynlighed for, at vedkommende bliver på din side længe og måske endda besøger andre undersider.

 

Afhængigt af din læsers læsehastighed og længden på din indledning er der stor sandsynlighed for, at vedkommende aldrig kommer videre end hertil. Gør du ikke din indledning seriøst spændende, falder den besøgende fra, allerede inden du nærmest er kommet i gang med at berige ham eller hende med viden.

 

Derfor skal du gøre noget ud af din indledning, så du får kæmpet dig over 10-sekunders-barrieren.

 

Indledningen i dit blogindlæg kan ses som bagsiden af en bog eller traileren til en film. Indledningen skal med andre ord løfte sløret for, hvad dit blogindlæg handler om, men samtidig helst ikke give det hele væk.

 

Giver du alle dine pointer væk allerede i indledningen, skal du i hvert fald gøre det på en måde, som sikrer, at dine læsere umuligt kan lade være med at læse videre. Sørg for, at det bliver et must for dine læsere at finde ud af, hvordan du er kommet frem til dine pointer, så de faktisk læser videre.

 

Ud over at du kan give nogle af dine pointer væk i din indledning, kan denne typisk også blive en smule ”metavidenskabelig”. Det skal forstås således, at du i din indledning typisk vil skrive vendinger a la disse:

  • ”I dette blogindlæg vil vi kigge nærmere på blogindlæg og deres opbygning.”
  • ”Dette skriv byder på den komplette opskrift på et godt blogindlæg til din business blog.”
  • ”Her vil du få syv gode råd til, hvordan du skriver gode blogindlæg samt en række blogindlægseksempler.”

 

Med sådanne sætninger giver du din læser en klar opfattelse af, hvad vedkommende kan forvente at få ud af dit blogindlæg. Samtidig giver du forhåbentlig vedkommende lyst til at læse videre, fordi det var lige netop denne information, brugeren var på udkig efter.

 

Hvor langt skal et blogindlæg være, hvis man skal have læseren med hele vejen?

Det er desværre umuligt at give et endegyldigt svar på, hvor langt et blogindlæg skal være. I forhold til søgemaskineoptimering er der nogle pejlemærker, du kan gå ud fra – denne del kigger vi nærmere på senere.

 

For nu må du nøjes med det meget ukonkrete svar: Et blogindlæg skal have en ”passende” længde. Det skal være fyldestgørende i forhold til det emne, du afdækker.

 

Du skal gerne komme hele vejen rundt om emnet og faktisk give den besøgende den information, du lover i din overskrift og indledning. Samtidig skal du naturligvis ikke trække dit blogindlæg i langdrag bare for at gøre det.

 

Længden af dit blogindlæg afhænger altså i høj grad af emnet, du skriver om. Desuden afhænger blogindlægslængden af din målgruppe. Skriver du til karrierekvinden, som er på farten, men som gerne i en ruf vil opdateres på de 10 største indretningstrends dette år, gør du klogt i at holde dit blogindlæg kort og konkret.

 

Skriver du derimod et blogindlæg om søgemaskineoptimering, som henvender sig til eksperter, der i forvejen beskæftiger sig med SEO? Så kan du med fordel gøre dit blogindlæg længere og dermed mere dybdegående.

 

Omvendt kunne du naturligvis også skrive om de 10 største indretningstrends til indretningsarkitekten, som har brug for at få afdækket emnet i dybden. Du kunne på samme vis skrive om SEO til den travle karrierekvinde, som gerne bare vil have en fornemmelse af, hvad det går ud på.

 

Når du skal finde frem til den ideelle længde på dit blogindlæg, skal du altså vurdere emnet i forhold til din målgruppe.

 

Ligningn for den perfekte laengde på et blogindlaeg

 

Kræs for dit blogindlægs layout, og forbedr brugeroplevelsen

Jeg har allerede nævnt, at du skal sørge for at bryde din tekst op i mange afsnit med overskrifter og underoverskrifter. Dét er selvfølgelig i høj grad med til at definere layoutet af blogindlægget.

 

Derudover spiller billeder, infografikker, videoer og lignende en væsentlig rolle, i forhold til hvordan dit blogindlæg tager sig ud.

 

Der kan ikke herske nogen tvivl om, at internetbrugere er svære at danse med. Deres koncentrationsevne er nærmest ikkeeksisterende, og de bouncer med største sandsynlighed væk fra din side, allerede inden du kan nå at sige: ”Hej, jeg har faktisk noget relevant at fortælle dig”.

 

Dertil kommer, at mange af dem ikke engang gider ulejlige sig med at læse hele dit blogindlæg og derfor blot læser overskrifterne.

 

Som om dét ikke skulle være nok, gælder det ifølge Hubspot, at de læsere, der faktisk læser hele dit blogindlæg, i virkeligheden ikke læser det. A hva’ for noget? Jo, jo, den er god nok.

 

I gennemsnit læser de brugere, der kommer hele vejen fra indledning til afrunding, højst 28 % af de ord, du har skrevet. De læser det altså ikke, men skimmer derimod.

 

Alt i alt har du som blogindlægsskribent alle odds imod dig. Good luck.

 

Vil du – trods alle disse benspænd – forsøge at fastholde internetbrugerne, skal du sørge for at diske op med lækre billeder, videoer, infografikker og lignende. Dette er med til at bryde teksten op og forny brugernes opmærksomhed. Desuden kan for eksempel infografikker være et godt redskab at gøre brug af, når der skal formidles data.

 

28% af et blogindlaeg bliver maks laest i gennemsnittet

Kilde: hubspot.com

 

Husk kildehenvisninger og interne links i dine blogindlæg

Det er rigtig fint, at du kaster om dig med undersøgelser, statistikker, udtalelser og så videre i dine blogindlæg. Uden relevante kildehenvisninger er det imidlertid ikke meget værd. Jeg kan sagtens skrive noget a la ”90 % af internetbrugerne læser kun blogindlæg, der handler om sæler”. Uden belæg for påstanden er den imidlertid temmelig svær at tro på.

 

Vil du fremstå troværdig, er du nødsaget til at linke til nogle pålidelige kilder, der kan understøtte dine udmeldinger. At du linker til dine kilder, giver desuden dine læsere mulighed for at dykke endnu dybere ned i det emne, du beskæftiger dig med.

 

Vil man som læser gerne vide noget om det studie, der viser, at folk kun gider at læse om sæler, er det god stil, at du let og elegant sender vedkommende videre til din kilde.

 

Ud over at du gør klogt i at linke til dine kilder, kan du med fordel gøre brug af interne links i dine blogindlæg. Det tjener et SEO-mæssigt formål i forhold til at holde folk på din side i længere tid, at skabe interaktion og at opbygge en sund sidestruktur.

 

Samtidig gør interne links det nemt for din læser at navigere rundt på din side og finde de undersider eller andre blogindlæg, som er relevante for vedkommende at kigge nærmere på.

 

De interne links giver en god brugeroplevelse og viser desuden Google, at du har en sund intern struktur på din hjemmeside.

 

Korrektur: Kast et kritisk blik på dit blogindlæg inden udgivelse

Vi har vist allerede fået slået fast, at internetbrugerne er brutale. Det gælder også, når det kommer til fejl og mangler i dit sprog.

 

Ifølge Website Planet er bounce raten på et website med stavefejl, slåfejl og grammatiske fejl og mangler hele 85 % højere, end den er på fuldkommen korrekte hjemmesider.

 

Inden du udgiver dit blogindlæg, gør du derfor klogt i at få det grundigt korrekturlæst. Ellers er der endnu mindre chance for, at du får den besøgende til at læse hele dit indlæg.

 

Du kan naturligvis selv snuppe en del fejl og mangler ved gennemlæsning, men det mest optimale er at få en anden til at agere korrekturlæser for dig. Man kan ikke komme uden om, at man som skribent stirrer sig blind på nogle af sine egne hovsa’er og ups’er, så sæt gerne et par nye øjne på korrekturopgaven.

 

Bounce raten er 85% hoejere ved blogindlaeg med stavefejl sammenlignet med dem uden stavefejl

Kilde: Website Planet

 

Opskrift: Sådan skriver du et blogindlæg

Som jeg var inde på i begyndelsen af dette blogindlæg, er der meget frie rammer, når det kommer til blogindlæg. Følger du denne guide, er du imidlertid godt på vej til at få skrevet nogle drøngode blogindlæg, som dine læsere vil elske.

 

Opskriften paa et faengende blogindlaeg

 

Øg din organiske trafik, og gør dig selv til trusted advisor med din business blog

Vi har indtil nu kigget på, hvordan du skriver et blogindlæg. Nu skal vi dykke ned i, hvorfor du skal skrive blogindlæg.

 

En af de helt store fordele ved en business blog er, at du ved hjælp af en sådan kan øge din organiske trafik. Dét sker, når du sørger for at have vores gode, gamle ven SEO for øje, når du skriver blogindlæg – det kommer vi nærmere ind på liiige om lidt.

 

En anden enorm fordel ved at have en business blog er, at du med denne kan gøre dig selv til trusted advisor inden for dit felt. Dette gælder i forbindelse med alle former for inbound marketing, hvilket du kan læse meget mere om i dette blogindlæg.

 

Med din blog kan du vise omverden, at du har fuldkommen styr på dét, du skriver om. På den måde vil dine læsere komme til dig, næste gang de har brug for information om det fag, du er beskæftiget inden for.

 

Derved opbygges der stærke relationer, og forhåbentlig kan du på sigt gøre nogle af dine læsere til kunder eller samarbejdspartnere.

 

Hvordan skriver man et blogindlæg, der gør Google glad?

For at kunne øge din organiske trafik ved hjælp af dine blogindlæg er du – som nævnt – nødsaget til at have SEO for øje. Det vil sige, at du blandt andet skal inddrage søgeord og relaterede søgeord for at komme til at ranke på det emne, du er i gang med at forfatte et skriv om.

 

Lad os forestille os, at du beskæftiger dig med pileflet. Du sælger produkter i pileflet og afholder desuden kurser i pileflet. Du vil gerne lokke nogle flere kunder i biksen og gøre opmærksom på dig selv, men hvordan?

 

Svaret er simpelt: Skriv et blogindlæg om pileflet for begyndere, hvad man skal være opmærksom på, når man vælger pilesort, eller noget helt tredje, som har med pileflet at gøre. På den måde gør du dig selv til trusted advisor, samtidig med at du øger din organiske trafik.

 

Inden du går i gang med at skrive, skal du lave en søgeordsanalyse, hvor du får afdækket, hvad det er, Google-brugerne søger efter, når de søger på ”pileflet”.

 

Ahrefs - pileflet

Kilde: ahrefs.com

 

Ved nu at inddrage søgeord som ”pileflet for begyndere ” og ”pilefletkurv” kan du sandsynligvis få en æresplads på Google og dermed få mange flere besøgende på din side.

 

Hvor langt er et blogindlæg ideelt set i forhold til SEO?  

Jeg har allerede været inde på, at du skal afveje længden af dine blogindlæg i forhold til emnet og din målgruppe.

 

Det gælder altid, at godt, brugervenligt indhold i sidste ende vinder, og derfor er disse to parametre også de allervigtigste at have for øje. Samtidig er der naturligvis ingen, der tager skade af, at du tænker SEO ind i også længden på dine blogindlæg.

 

Generelt gælder det, at Google godt kan lide længere tekster. Søgemaskinen sætter ikke pris på ligegyldigt fyld, men er hele dit indlæg smækfyldt med relevante pointer, som Google-brugerne faktisk får noget ud af, vil du typisk opleve at få en god placering ved hjælp af omfangsrigt indhold.

 

Ifølge et studie foretaget af baclinko.com er 1.890 lækre ord vejen til Googles førsteplads. Har du nok på hjerte til at udfylde knap 2.000 ord, er det altså blot om at komme i gang.

 

Optimale antal ord til et blogindlaeg

Kilde: backlinko.com

 

Ud over at du naturligvis gerne vil have en god placering på Google ved hjælp af dine blogindlæg, er det heller ikke så ringe endda at få en masse eksponering igennem delinger på sociale medier.

 

Når én bruger læser dit blogindlæg om forskellige pilesorter til pileflet og deler det på eksempelvis Facebook, får du en masse gratis reklame – pænt ja tak.

 

Kigger vi på et andet Backlinko-studie, ser vi, at sider med 1.000-2.000 ord på får hele 56,1 % flere delinger på sociale medier, end sider med under 1.000 ord gør.

 

Dét understøtter yderligere min pointe om, at det giver god mening at skrive længere blogindlæg – hvis altså du har noget fornuftigt på hjerte.

 

Optimale antal ord til blogindlaeg og social shares

Kilde: backlinko.com

 

Sidst, men bestemt ikke mindst, kan længere indhold betyde en bedre time on site. En høj time on site kan, sammen med meget andet, medvirke til, at du får en topplacering på Google.

 

Det giver næsten sig selv, at længere indhold teoretisk set bør resultere i, at folk bliver hængende på din side i længere tid. For at dette skal være tilfældet, skal dit indhold imidlertid være så godt og brugervenligt, at de besøgende faktisk læser hele dit skriv.

 

Husk derfor altid, at du skal kommunikere målrettet til din læser og gøre dit indhold så brugervenligt som overhovedet muligt.

 

Er du tålmodig, kan du inkassere danske dollars ved hjælp af dine blogindlæg

Når du skriver blogindlæg om de emner, du beskæftiger dig med, cementerer du dig selv som ekspert på området. Samtidig cementerer du dig som good guy uden lige. Du giver nemlig en portion vigtig viden om eksempelvis pileflet til dine læsere helt kvit og frit. Dét er god stil.

 

Nu tænker du måske, at hvis du giver al din viden væk ganske gratis, så ender du med at save den gren af, du selv sidder på. Sådan forholder det sig heldigvis ikke.

 

Når du giver gratis viden til de interesserede Google-brugere, vil de nemlig med største sandsynlighed komme til netop dig, næste gang de har brug for at købe et produkt eller en service, du udbyder.

 

Lad os holde fast i eksemplet med pileflet. Når din trofaste læser pludselig en dag får brug for at købe en flot pilekurv eller får lyst til at deltage i et kursus i pileflet, går vedkommende selvfølgelig til dig, fordi du tidligere har guidet vedkommende omkring valg af pilesort.

 

Din læser har måske fulgt med på din blog i halve eller hele år, før behovet opstår, men når det gør, er du den første, han eller hun går til. Du skal derfor også se din blog som en langvarig investering i din forretning. Den skaffer måske ikke kunder her og nu, men på sigt gør den med stor sandsynlighed.

 

Vil du gerne forsøge at gøre dit for at konvertere nogle af dine læsere til betalende kunder lidt hurtigere? Så sørg for at indbygge CTA’er i dit blogindlæg.

 

Indsæt løbende knapper med tekster såsom ”Book et pilefletkursus her” eller ”Find min nye pilefletkurv”. På den måde kan du sandsynligvis forvandle nogle af dine læsere til kunder.

 

Få indgående links ved hjælp af kvalitetscontent

Google kan godt lide sider, der bliver linket til fra andre sider. Kan du skrive et blogindlæg, der er så godt og gennemført, at andre (inden for dit felt) får lyst til at linke til det, er du derfor ét skridt tættere på en god Google-placering.

 

Ud over at du får en god placering på Google ved at få masser af indgående links, gælder det selvfølgelig, at disse kan give dig flere besøgende.

 

For at få andre til at linke til dit blogindlæg skal det for det første være velskrevet som bare pokker. Derudover skal det gerne indeholde pålidelige kilder, så du kommer til at fremstå troværdig. Brug gerne statistikker, infografikker og lignende for at understøtte din rolle som ekspert på området.

 

5 gode råd til dig, der er på vej ud i ingenmandslandet af blogindlæg

Blogindlægsgenren er noget fluffy, og der er nærmest ingen regler. Som ny blogindlægsskribent kan det derfor også virke noget uoverskueligt at begive sig ud i dette ingenmandsland, hvor det er svært at holde styr på, hvad der er rigtigt og forkert.

 

Der er naturligvis eksempler på blogindlæg, som klarer sig godt, selvom de ikke passer sammen med særlig meget af det, jeg har været inde på i dette blogindlæg. Omvendt kan du også følge alle mine gode råd til punkt og prikke, men alligevel være så uheldig ikke at få førstepladsen på Google.

 

Jeg ved godt, at det er umådeligt irriterende, at der ikke er nogen fast blogindlægsskabelon, du kan følge, men sådan er det nu engang med denne genre. Til gengæld betyder det også, at du har meget frie rammer og i høj grad har mulighed for at gøre din blog til din helt egen.

 

Efter at have læst dette nærmest metavidenskabelige blogindlæg om blogindlæg er du forhåbentlig lidt bedre rustet til at begive dig ud på eventyr i bloggenes ingenmandsland.

 

Jeg vil mene, at rådene i dette blogindlæg giver dig gode forudsætninger for at komme i gang med at skrive dine egne blogindlæg. Samtidig må jeg dog erkende, at blogindlægsgenren er svær at mestre og ikke helt er til at sætte i kasser og rammer.

 

Derfor kan jeg heller ikke give dig en konkret blogindlægsopstilling, du kan bruge som skelet og udfylde – jeg ville ellers gerne.

 

Til gengæld får du her fem gode råd, du med fordel kan huske på, når du begiver dig til ”blogland”:

  1. Prøv dig frem, og vær ikke bange for at eksperimentere. Kombiner forskellige af mine råd for at finde ud af, hvad der virker på netop din blog og i forhold til dit publikum.
  2. Husk på, at en blogsektion ikke femdobler dit overskud fra den ene dag til den anden, men derimod på sigt kan give dig en anseelig mængde nye kunder. Samtidig kan den være med til at skabe stærke relationer til dine eksisterende kunder.
  3. Undgå at fylde dine besøgende med ligegyldigheder. Skriv gerne længere blogindlæg, men gør det kun, hvis du faktisk har noget på hjerte. Bryd lange blogindlæg op i mange afsnit, og inddrag billeder og lignende.
  4. Vær ikke bange for at smede nye våben af gammelt jern. Har du ikke en masse nye blogindlægsidéer i ærmet, kan du måske finpudse nogle af dine eksisterende indlæg, så de fortsat er relevante og opdaterede.
  5. Husk på, at godt, brugervenligt indhold altid Selvom du meget gerne skal have SEO for øje, skal du skrive til mennesker – ikke til søgemaskiner.

Senior Content Specialist

Sara Hald

Sara er som Senior Content Specialist en erfaren content connoisseur. Hun arbejder primært inden for e-commerce.

Log in with your credentials

Forgot your details?