Hvad betyder E-A-T/E-E-A-T?

E-A-T står for Expertise, Authoritativeness, Trustworthiness – på dansk ekspertise, autoritet og troværdighed. Det er et koncept, Google bruger til at vurdere kvaliteten af indhold på internettet, især når det handler om søgemaskinens retningslinjer for evaluering af hjemmesider. I 2022 blev et ekstra “E” tilføjet, så forkortelsen nu ofte omtales som E-E-A-T, hvor det nye E står for Experience – altså erfaring. Tanken bag tilføjelsen er, at indhold i højere grad skal vurderes på, om afsenderen har reel erfaring med det, der bliver skrevet om.

Google bruger ikke E-E-A-T som en direkte faktor til at rangere søgeresultaterne i algoritmen, men det spiller en væsentlig rolle i, hvordan Googles egne menneskelige kvalitetstestere bedømmer søgeresultater. Det gør begrebet til en central rettesnor for, hvordan man bør arbejde med SEO og indholdsproduktion, fordi det viser, hvad Google i sidste ende mener, gør indhold brugbart og troværdigt for læserne.

Men lad os dykke ned i elementerne. God læselyst.

Hvad dækker de enkelte elementer over?

Når Google taler om E-E-A-T, handler det i høj grad om helhedsindtrykket af en side eller et stykke indhold, og her er det godt at kende til, hvad det er, der bliver vurderet på, samt hvad de enkelte bogstaver faktisk repræsenterer og ikke blot akronymet selv:

  • Erfaring (Experience) betyder, at afsenderen af indholdet selv har oplevet, testet eller arbejdet med det emne, der skrives om. For eksempel vil en anmeldelse af et kamera være stærkere, hvis den er skrevet af en person, der rent faktisk har brugt kameraet.
  • Ekspertise (Expertise) handler om faglig dybde. Særligt i emner som sundhed, finans eller jura er det vigtigt, at afsenderen har dokumenteret viden og kompetencer inden for feltet.
  • Autoritet (Authoritativeness) beskriver, hvordan andre opfatter dig eller din side som en kilde. Bliver dit indhold citeret, delt eller anerkendt af andre aktører i branchen, styrker det din autoritet. 
  • Troværdighed (Trustworthiness) hænger sammen med gennemsigtighed og sikkerhed. En side med klare kontaktoplysninger, opdaterede kilder og sikker databehandling signalerer, at den kan stoles på.

Hvorfor er E-E-A-T vigtigt for SEO?

E-E-A-T har særlig vægt i det, som Google kalder YMYL-indhold (Your Money or Your Life). Det dækker emner, der kan påvirke en persons økonomiske situation, helbred eller generelle trivsel. Her er kravene til kvalitet og troværdighed skærpede, fordi konsekvenserne af dårligt eller misvisende indhold kan være store.

For en virksomhed betyder det, at man skal tænke længere end blot søgeord og teknisk SEO. Kvaliteten af afsenderen og indholdets kontekst spiller en stadig større rolle. Det kan handle om at fremhæve forfatterens faglige baggrund, vise certificeringer, linke til kilder eller på anden måde signalere faglighed og gennemsigtighed.

Samtidig kan E-E-A-T ses som en form for pejlemærke for, hvordan man bygger langsigtet online synlighed. At producere troværdigt indhold, som andre har lyst til at henvise til, er ikke bare godt for brugerne – det er også noget, der hjælper på rangeringen i søgemaskinen.

Hvordan kan du arbejde med E-E-A-T i praksis?

Mange af de ting, der styrker E-E-A-T, er i bund og grund god kommunikation og gennemsigtighed. Det kan være så simpelt som at opdatere ældre indhold, så fakta altid er korrekte, eller at gøre det tydeligt, hvem forfatteren bag artiklen er, og hvilken erfaring vedkommende har.

Det handler også om at tænke over brugeroplevelsen. En side uden kontaktoplysninger, med manglende kildehenvisninger eller en uklar afsender vil hurtigt blive opfattet som mindre troværdig. Omvendt vil en side, der tydeligt viser, hvem der står bag, og som gør en indsats for at levere verificerbar viden, få et bedre E-E-A-T-aftryk.

For mange virksomheder er det derfor ikke et spørgsmål om at “optimere til E-E-A-T” på samme måde som med søgeord eller metatags, men snarere om at have det i baghovedet som en rettesnor: Er mit indhold skrevet af nogen med reel erfaring? Udstråler vi faglighed og autoritet? Og er det tydeligt for brugeren, at vi er en troværdig kilde?

Har du de spørgsmål med dig, når du formidler et emne, øger du sandsynligheden for, at du med tiden vil blive vist mere organisk i søgeresultaterne.

Bliv ringet op