Hvad betyder JavaScript?
JavaScript er et af de mest udbredte scripting-sprog overhovedet. Det bruges blandt andet til at gøre hjemmesider dynamiske – altså for eksempel til pop-op-vinduer og besøgstællere, som i sagens natur ikke er statiske.
JavaScript – ofte blot kaldet JS – er gratis og relativt nemt at sætte sig ind i, hvilket naturligvis har indflydelse på sprogets verdensomspændende popularitet. Du behøver ikke engang downloade noget for at komme i gang med JavaScript, så enhver kan kaste sig ud i det.
JavaScript vækker din hjemmeside til live
Som vi kort var inde på ovenfor, kan du gøre brug af JS, når du vil skabe en dynamisk hjemmeside – altså en hjemmeside, der reagerer på de inputs, der kommer fra brugerne. Vil du for eksempel gerne have en form for beregner på din hjemmeside, kan det være relevant at gøre brug af JavaScript. Man kan sige, at JS er det, der vækker din landingsside til live og gør den interaktiv.
Og hvorfor skal den være dét?
Det skal den heller ikke nødvendigvis. Men hvis du for eksempel har en beregner, hvor brugeren skal kunne skrive ét tal ind og få et andet ud, er den ikke meget værd, hvis siden er statisk. Det samme gælder, hvis du gerne vil have et pop-op-vindue på din hjemmeside, som inviterer brugerne til at tilmelde sig dit nyhedsbrev som et led i din e-mailstrategi.
Når du bruger JS, skal siden ikke genindlæses, når der for eksempel bliver foretaget en udregning af beregneren. Det vil sige, at brugeren får en gnidningsfri oplevelse, når du opsætter dine dynamiske elementer med JavaScript.
Hvad har JavaScript med Java at gøre?
Vi forstår godt, at man kan blive forvirret, når snakken falder på noget med hjemmesider og kodning og Java og JavaScript. Trods ligheden i navnet har Java og JavaScript dog ikke meget med hinanden at gøre.
Helt kort fortalt er Java et programmeringssprog, mens JavaScript er et scripting-sprog. Og hvor JavaScript er dynamisk, er Java statisk. Samtidig er Java meget mere komplekst og kompliceret, end JavaScript er. Selvom begge dele har noget med hjemmesider at gøre, og deres navne minder om hinanden, er Java og JavaScript altså langt fra det samme.
Hvordan fungerer JavaScript?
Du koder ikke en hel hjemmeside i JavaScript. Her bruger du et programmeringssprog såsom Java – eller en builder, der er baseret på et programmeringssprog. Til gengæld bruger du JavaScript, når du ønsker at gøre din statistiske hjemmeside dynamisk. Det gør du ved at sætte scripts ind i den faste HTML-kode. Scriptet kan indsættes forskellige steder i HTML-koden, for eksempel i headeren eller footeren.
Scriptet aflæses af den browser, brugeren anvender – ikke af serveren.
Er der nogen ulemper ved JavaScript?
Ja, der er naturligvis ulemper og begrænsninger ved JavaScript. Det skal derfor aldrig stå alene.
En af ulemperne ved sproget er, at det er temmelig fintfølende. Der skal blot en enkelt lille slåfejl til, for at du ender med at have en fejlmelding på din hjemmeside. Du skal altså være virkelig påpasselig med, at der ikke er fejl i dine scripts.
Er dine scripts fejlfri, er det sådan cirka let som en leg at implementere dem på din hjemmeside, og som vi allerede har nævnt, er det nemt at komme i gang med at bruge JavaScript. Faktisk skal du bare … gå i gang.
Sproget er nemt at gå til og gratis at bruge, men det har også sine begrænsninger. JS skal således ikke bruges til store forkromede opgaver, men derimod til små kommandoer, der sikrer, at brugerne får en god oplevelse, når de besøger dit site.