Udnytter din virksomhed sit fulde potentiale? Verdenen er i rivende udvikling; en udvikling, der i høj grad er drevet af den voldsomt voksende digitale transformation. E-handlen vokser hastigt hvert eneste år, og i 2020 endte det danske online forbrug på 97,5 milliarder kroner.

Hvis du vil have en bid af kagen og sikre din virksomhed succes og fremtidig vækst, så er det altså vigtigt at have en stærk digital strategi.

Derfor har vi lavet en komplet guide til, hvordan du laver en digital strategi, som sparker ROI og indeholder alt det, som du skal være opmærksom på – både før, under og efter.

Guiden giver dig 11 simple trin, som gør den let og overskuelig at gå til. Vi foreslår, at du læser den grundigt igennem, inden du går i gang med at udarbejde din strategi. Den er også god at bruge som et opslagsværk eller en to do-liste undervejs, så du er sikker på, at du husker alle de væsentlige elementer i din digitale strategi.

Hvad er en digital strategi?

Det kan virke som et simpelt spørgsmål, men svaret varierer højst sandsynligt efter, hvem du spørger. En overordnet definition af strategi kunne lyde noget i stil med: ”En strategi er langsigtet planlægning, som fører til eller mod et mål”.

En digital strategi må derfor i bund og grund referere til en plan, der anvender digitale initiativer for at nå virksomhedens mål. Den tager udgangspunkt i analyse og data vedrørende virksomhedens nuværende situation, og det er dette, der danner grundlag for en konkret målsætning og plan – den digitale strategi.

Den digitale strategi som en del af forretningsstrategien

Der er stadig rigtig mange virksomheder, der nedprioriterer arbejdet med den digitale strategi, eller i hvert fald ikke formår at få den integreret som en naturlig del af deres forretningsstrategi. De fleste ved, at det er vigtigt at prioritere de digitale marketingtiltag og kampagner, men i mange virksomheder styres det digitale stadig på en række separate kanaler. Det betyder, at virksomhederne ikke får nok ud af de kanaler, som de er til stede på. Det betyder også, at alt for mange virksomheder stadig ikke arbejder på dét digitale niveau, som kan gøre dem konkurrencedygtige i nutidens digitale tidsalder.

Det er derfor vigtigt, at du smutter en tur op i den berømte helikopter, når du skal udarbejde den digitale strategi, så du ikke kun forholder dig til strategien for de enkelte kanaler, men udvikler en digital forretningsstrategi. I det klassiske strategiarbejde bliver det digitale nemlig ofte overset, men hvis virksomhederne ønsker at følge med i den digitale transformation, så kræver det, at de ændrer tilgang til strategiarbejdet og bevidst begynder at arbejde ud fra et digitalt udgangspunkt.

Hvad skal en digital strategi indeholde?

Du spørger måske så, hvad sådan en fætter skal indeholde? Mens du sikkert godt kan se det værdifulde ved en digital strategi, har du måske sværere ved at se, hvordan du skal gribe den an, og hvad det hele skal ende med.

Den digitale strategi tager udgangspunkt i virksomhedens overordnede forretningsmål. Forud for enhver digital strategi ligger derfor et stort analysearbejde, der skal danne grundlag for, at den digitale strategi skal kunne besvare to ting: Hvad er virksomhedens mål, og hvordan skal den digitale indsats hjælpe med at opnå dem?

Hvorfor behøver du en digital strategi?

Før vi går videre, skal vi måske lige svare på et andet spørgsmål, som du med garanti sidder med nu: ”Behøver jeg egentlig en digital strategi?”.

Det korte svar er: ”JA”.

Du er simpelthen nødt til at have en digital strategi, da det er denne, der sikrer, at du når dine mål og får online succes med virksomheden.

Der er sikkert mange, der vil argumentere for, at det digitale blot er et element i deres forretning, men faktum er bare, at for flere og flere virksomheder udgør det digitale en større og større del af deres eksistensgrundlag.

Hvis du ikke har styr på den digitale strategi, risikerer du hurtigt at komme til at bruge alt for mange ressourcer på en alt for bred vifte at tiltag, der alligevel ikke er profitable. I stedet ender du med at have en social mediestrategi, en content strategi eller en online marketing strategi. De er alle sammen vigtige, men de er delelementer, der tilsammen udgør din digitale strategi.

Din digitale strategi er baseret på data

Ved du, hvem din målgruppe er? Kender du deres online adfærd? Ved du, hvilke medier de typisk benytter? Kender du dine konkurrenter og deres styrker og svagheder?

For at skabe det bedst mulige udgangspunkt for den digitale strategi, så er det nemlig vigtigt, at du ved, hvordan den nuværende situation ser ud. Ovenstående er blot et par eksempler på nogle af de ting, som du absolut bør vide, før du overhovedet kaster dig ud i at lave den digitale strategi. Den digitale strategi tager derfor udgangspunkt i alt den data, du kan få fingrene i.

Ved denne analytiske udefra-og-ind-tilgang, der er baseret på reel indsigt, bliver din digitale strategi – og vigtigst af alt dine digitale KPI’er – skræddersyet, så de passer til dine kunder og din virksomhed. På den måde opnår du den størst mulige effekt.

11 konkrete trin, som du kan følge for at få succes med din digitale strategi

Der findes, som tidligere nævnt, ikke nogen fast skabelon for hvordan man udvikler en digital strategi. Vi har udarbejdet denne 11-trins guide, der indeholder de typiske steps, som en digital strategi bør indeholde:

1. Situationsanalyse

Start med at skabe et billede af, hvor virksomheden står i dag. Udover at du har behov for at få indsamlet en stor mængde data, så kan det også være en god ide at tage udgangspunkt i forretningsstrategien og de overordnede mål for virksomheden. Er virksomheden i vækst eller stagnation? Vil I gerne udvide til nye markeder eller med nye produkter? Har I brug for at styrke jeres brandposition på markedet? Den er denne slags spørgsmål, der er vigtige at få svar på, da de skal være med til at danne grundlaget for den digitale strategi.

2. Kortlægning af KPI’er

Næste punkt er at få kortlagt de digitale KPI’er. Måling og rapportering har to formål: at sikre at du er på rette vej undervejs, og at du hele tiden bliver klogere. Det er altså dit kompas, som du kan bruge til at følge med i, hvordan det går. Der findes et hav af ting, som man kan måle, og ofte ender det med, at der bliver sat en masse mål op, uden at der egentlig er taget stilling til dem. For at sikre, at du vælger de rigtige KPI’er, kan du bruge SMART-modellen:

  • Specific: De skal være specifikke for jer og jeres virksomhed.
  • Measurable: De skal kunne aflæses/måles tydeligt.
  • Attainable: De skal være noget, som I rent faktisk kan opnå.
  • Relevant: De skal være relevante for jeres virksomhed.
  • Timely: De skal kunne defineres med en afgrænset periode.

Det her er et af de vigtigste trin, da det vil være disse, I vender gentagne gange tilbage til, når I skal evaluere senere. Vi oplever dog tit, at KPI’er er noget af det sidste, der bliver lavet i strategi-udviklingen. Det kan være problematisk, og du bør derfor altid starte med at fastsætte dine KPI’er. På den måde kan du anvende dem som styringsredskaber gennem hele processen.

3. Budget

Lig med alle andre projekter kræves det, at der afsættes budgetmæssige ressourcer, når du skal udarbejde den digitale strategi. Udover at der selvfølgelig skal udarbejdes budget til de digitale tiltag, så har du altså også brug for et budget til selve projektet.

Vi ved af erfaring, at der desværre ofte bliver underinvesteret i den indledende analysefase og den efterfølgende evaluerings- og optimeringsfase. Et godt tip er derfor at få afsat nok ressourcer, da disse faser er de vigtigste faser i hele projektet.

4. Få styr på konkurrenterne

Det er vigtigt at få styr på, hvem konkurrenterne er, for du skal jo vide, hvem det er, du konkurrerer med. Hvis du altså ikke allerede har lavet en konkurrentanalyse, så er tiden inde til det nu. Det er vigtigt, at du kigger på både deres styrker og svagheder og sammenligner dem med din egen virksomhed. Er der noget, som de er bedre til end dig? Og omvendt – er der ting, som du er bedre til end dem?

Du kan med fordel lave en konkurrent-matrix, hvor du scorer konkurrenterne på forskellige parametre som for eksempel social media marketing, e-mail marketing osv.

5. Markedsanalyse

Det er selvfølgelig også vigtigt at få lavet en markedsanalyse. Det er et vigtigt værktøj, som kan give dig vigtig indsigt i både kundernes adfærd og behov for det produkt eller den service/ydelse, som du prøver at sælge. Til at analysere markedssituationen kan I bruge Porter’s Five Forces:

Tilgangen af nye kunder
Det er vigtigt at starte med at kigge på, hvor let det er for nye virksomheder at komme ind på markedet, for hvis indgangsbarriererne er så store, at det enten ikke kan lade sig gøre eller betale, så kan det jo alligevel være lige meget.

Kundernes forhandlingsstyrke
Hvis kundernes forhandlingsstyrke er på B2C, er den som regel meget lille, hvorimod den på B2B kan have helt afgørende betydning.

Leverandørernes forhandlingsstyrke
Her er tommelfingerreglen at jo mere simple produktionen og indkøbet er, jo mindre er leverandørernes forhandlingsstyrke og vice versa; jo mere komplicerede produktionen og indkøbet er, jo større er forhandlingsstyrken.

Udbydere af substituerende produkter
Laver du et unikt produkt, eller er det let at erstatte med et tilsvarende eller lignende produkt?

Konkurrencesituationen
Her skal du kigge på virksomhedernes vækst på markedet, antallet af konkurrenter og den styrke og position, som virksomhederne har på markedet. Disse er de vigtigste faktorer.

6. Få styr på målgruppen

Har du styr på din målgruppe? Mere viden omkring din målgruppe er måske den bedste investering du kan foretage, hvis du skal have mere ud af din digitale tilstedeværelse.

Jo mere viden du har om din målgruppe, jo mere direkte kan du nemlig ramme den. På de digitale kanaler har vi helt unikke muligheder for at kommunikere til den rette målgruppe på den rette måde og på det rette tidspunkt. Det kræver blot, at vi ved hvordan. Har du brug for hjælp målgruppeanalyse, så har vi lavet en guide, der kan hjælpe dig.

7. Mediestrategi

Det er også vigtigt at få lavet en klar strategi for, hvilke medier I skal benytte for at kommunikere med jeres målgruppe. Der findes i dag et hav af forskellige digitale kanaler, og der kommer hele tiden nye til. Den ene uge er det Instagram, der er et hit, og næste uge er det TikTok.

Det er derfor vigtigt, at du hele tiden holder din mediestrategi op mod din målgruppestrategi, så du ikke kommer til at sigte for bredt. Det er altid bedst at være fuldt til stede og optimeret på få kanaler, hvor din målgruppe også er, end at være halvt engageret på alle de nyeste platforme.

Inbound eller outbound
Når du skal lægge din mediestrategi til din digitale strategi, bør du også overveje, om du benytter dig af indbound eller outbound som den overordnede metode.

Indbound marketing repræsenterer ”indirekte-markedsføring”, hvor vi prøver at ”trække” kunderne til os – det, vi også kender som pull marketing. Det kræver altså, at du er til stede, når dine kunder viser interesse for dit produkt eller din service. Det kunne for eksempel være gennem annoncer på de sociale medier, som er målrettet leads, der tidligere har besøgt din webshop og vist interesse for dine produkter.

Inbound marketing kan være:

Outbound marketing er direkte og mere traditionel markedsføring, hvor vi prøver på at skabe eller påvirke et behov hos forbrugerne. Det er også det, som vi kalder for push markedsføring. Her sigter du ofte mere bredt, hvilket også gør, at du har mulighed for at ramme folk både inden for og uden for din målgruppe. Push markedsføring kan effektivt påvirke købsbehovet hos dine potentielle kunder.

Outbound marketing kan være:

  • TV & Radio
  • Banner annoncer
  • Aviser
  • Direct mails
  • Telemarketing

Er du blevet nysgerrig på inbound marketing, så kan du læse meget mere om indholdsbaseret og vidensbaseret markedsføring i vores ABC i inbound markting her.

Den gode indholdsstrategi
Skal man for alvor høste de mange goder af den digitale strategi, er det dog ikke nok kun at vide, hvilke medier du vil være til stede på; du skal også vide, hvad du vil kommunikere. Derfor er det vigtigt, at du får udarbejdet en indholdsstrategi.

Content marketing handler helt grundlæggende om at producere relevant og stærkt kvalitetsindhold, der sælger – hverken mere eller mindre. Som du dog nok allerede har gættet, så er det en utrolig bred markedsføringsdisciplin, der dækker over mange forskellige elementer. Derfor vil vi ikke komme med en fyldestgørende redegørelse her, men har du fået blod på tanden, og kunne du tænke dig at lære mere, kan du læse alt om, hvordan man laver en content marketing strategi her.

8. Få styr på den digitale kunderejse

Nu skal du have styr på den digitale kunderejse. Det er nemlig vigtigt at vide, hvilke kontaktpunkter dine kunder er til stede på, og hvilke der konverterer bedst. Prøv at forestille dig kunderejsen: Fra erkendelsen af et behov, som dit produkt dækker -> inspiration -> research -> køb -> loyale kunder -> genkøb.

Digitale medier tilbyder, som vi er kommet ind på tidligere, et utal at muligheder. Derfor er det helt afgørende, at du arbejder målrettet med at prioritere og optimere din digitale tilstedeværelse. Hvor finder din målgruppe inspiration? Hvilke kanaler er de til stede på? Prøv at lave en liste over alle de kontaktpunkter, som du kan komme i tanke om. Der vil tit være rigtig mange, når først du begynder at tænke hele kunderejsen igennem. Derfor kan du passende bruge din målgruppeanalyse og mediestrategi som udgangspunkt.

9. Kortlæg det digitale road map

Når du har fået styr på de enkelte trin, skal du lave et digitalt road map, der skal hjælpe dig med at udrulle din digitale strategi og opnå dine mål. Dit road map skal altså indeholde en konkret plan, som bør strække sig 1-3 år ud i fremtiden.

10. Kortlæg virksomheden

Når du har lagt din plan, skal du også have kortlagt organisationen. Ligesom en klar rollefordeling og ejerskab er vigtig for processen, er det også vigtigt, at man har et organisatorisk set-up, der kan hjælpe med at implementere strategien med succes.

11. Eksekvering

Nu er det tid til at implementere din strategi, og eksekvering er 95% af succesen. Det er vigtigt, at der er fuld opbakning såvel som fuld forståelse fra hele organisationen. Husk derfor at have fokus på, at strategien bliver eksekveret i alle dele af virksomheden.

Skab ejerskab

En af de typiske årsager til, at digitale strategier slår fejl, skyldes uklar rollefordeling, manglende intern forventningsafstemning og manglende digitale kompetencer. Ved at definere rollerne klart på forhånd skaber du en klar følelse af ejerskab, og du forhindrer samtidig, at den digitale strategi strander et sted i processen.

5 gode råd

Sådan! Med disse 11 trin i ryggen er du klar til at påbegynde udarbejdelsen af den digitale strategi, men før du begynder, får du lige fem gode råd med på vejen, som kan give dig et forspring, når du skal lave strategien:

  1. Tag ikke beslutninger på vegne af din mavefornemmelse
    Det kan lyde enkelt, men vi oplever faktisk, at det er en af de helt store faldgruber, specielt hvis der ikke findes særlig meget data, eller hvis dataene er svære at skaffe. Hold fast i datadisciplinen. Jo større datagrundlag du har, jo stærkere grundlag har du for dine beslutninger.
  1. Få sat KPI’er fra starten
    Mange venter til sidst i strategiprocessen med at fastsætte KPI’erne, men det er helt klar en fordel at få dem på plads allerede i starten. Det er nemlig disse, der skaber en fælles forståelse og dermed et fælles grundlag for hele strategien.
  1. Tænk kunden først
    ”Vi har kunden i fokus” – men har I nu også det? For mange virksomheder er det nemlig sjældent kunden, der kommer først, men det er helt nødvendigt her, så på med de kundeorienterede briller. 
  1. Gå all-in
    Ja, det kan lyde som en dårlig poker-analogi, men hvis du skal have succes med den digitale strategi, skal den tænkes ind på tværs af hele virksomheden, så den ikke blot bliver en silo i marketingafdelingen.
  1. Udnyt synergien
    Vidste du, at over 60% af alle køb starter med en Google søgning? Men sociale medier og nyhedsbreve er fortsat nogle af de onlinekanaler, der konverterer bedst. Der er altså et kæmpe potentiale i at udnytte synergien mellem de forskellige platforme, men det er stadig de færreste, der formår at tænke disse aktiviteter sammen. De er dog meget vigtige, hvis du vil have succes.

Vil du vide mere?

Og så nåede vi til vejs ende. Jeg håber, at du er blevet klogere på dine strategiske muligheder, og hvordan du skal gribe udarbejdelsen af en effektiv og overskuelig digital strategi an.

Hos TEXTA står vi altid klar til at hjælpe dig med at udarbejde en digital strategi eller kigge din nuværende strategi efter i sømmene. Derfor må du endelig ikke tøve med at kontakte os vedrørende et uforpligtende møde.

Held og lykke med at udarbejde din egen digitale strategi.

Udgivet
Bliv ringet op