Hvad betyder Naver?
Naver er en sydkoreansk søgemaskine og digital platform, som fungerer som meget mere end bare et sted at søge efter information. I praksis er det en samlet portal, hvor brugere både kan finde svar, læse nyheder og blogindlæg, stille spørgsmål og interagere med indhold – alt sammen uden nødvendigvis at forlade platformen. Det gør Naver til en central spiller i Sydkorea og en vigtig kanal, hvis du arbejder med digital marketing i dette marked.
Søgemaskinen er ikke opbygget som klassiske vestlige søgemaskiner, og derfor kræver det en anden tilgang, hvis du vil arbejde strategisk med synlighed. Hvor mange tænker i SEO til Google, bør du i stedet tænke i platformstilpasning og tilstedeværelse direkte på den lokale søgemaskine.
Hvad kan du bruge Naver til?
Naver kan bruges som en effektiv kanal til at opbygge synlighed og relationer til en sydkoreansk målgruppe. Det særlige er, at platformen prioriterer sit eget indhold højt, hvilket betyder, at du som virksomhed ofte skal være aktiv på selve platformen og ikke kun på din egen hjemmeside.
Det er ikke nødvendigvis én enkelt disciplin, men flere du faktisk skal have fingrene i, hvis du vil optimere din tilstedeværelse og din rækkevidde i Sydkorea. For eksempel giver det mening at investere i din blog og dit indhold, da platformen har sit eget univers, hvor netop blogs og indhold bliver vist direkte i søgeresultaterne. Det vil også skabe en større bevidsthed om dit brand hos de sydkoreanske brugere.
Derudover har du mulighed for at deltage i fællesskaber og dialog direkte med brugerne. Det betyder, at Naver ikke kun handler om at blive fundet, men også om i høj grad at være til stede dér, hvor brugerne allerede interagerer med indhold. På Google og i Vesten generelt handler det som regel om at tiltrække trafik til din egen side, men sådan er det altså ikke her. I stedet skal du fokusere på at være til stede på platformen, ganske enkelt fordi det er der, brugerne er.
Hvordan virker Naver?
Når en bruger søger på noget, bliver resultaterne vist på en måde, der adskiller sig markant fra det, du måske kender fra Google. I stedet for en liste med links får brugeren en sammensat side med forskellige typer indhold: blogindlæg, nyheder, videoer, spørgsmål og svar samt betalte annoncer.
Det betyder, at platformen nærmest fungerer som et lukket økosystem, hvor dit engagement i økosystemet er afgørende for, om du bliver vist til brugerne. Platformen favoriserer sit eget indhold, og derfor vil indhold fra Navers egne tjenester ofte blive vist før eksterne hjemmesider.
For dig som marketingansvarlig betyder det, at klassisk SEO ikke kan stå alene. Hvis du vil have synlighed, er du ofte nødt til at:
- oprette og vedligeholde en blog
- være aktiv i fællesskaberne
- publicere indhold direkte på platformen
- tilpasse dit indhold til lokale søgemønstre og kultur.
Derudover spiller sproget en afgørende rolle. Indhold på koreansk har langt bedre forudsætninger for at performe, og det er derfor sjældent nok at oversætte eksisterende materiale direkte. Vil du have gode resultater, er du derfor som udgangspunkt nødt til at skabe indholdet på koreansk, hvilket både indebærer en sproglig og kulturel forståelse for både din målgruppe og dit indhold.
Er Naver værd at arbejde med?
Ønsker du at nå ud til en sydkoreansk målgruppe, er svaret, at platformen er værd at arbejde med. Det gælder både internationale brands og lokale virksomheder, der vil styrke deres digitale tilstedeværelse.
Hvis Sydkorea er et marked, du vil ind på, er Naver næsten uundgåelig. Platformen sidder på en stor del af søgetrafikken, og mange brugere starter og afslutter deres digitale rejse her.
Omvendt er platformen sjældent relevant, hvis din målgruppe ikke befinder sig i Sydkorea. I så fald vil din indsats typisk give bedre afkast på andre platforme.