Hvad betyder n8n?

n8n er et værktøj eller en platform til at automatisere arbejdsgange ved at forbinde forskellige apps, systemer og tjenester med hinanden. Det gør det muligt at få systemerne til at udveksle oplysninger og udføre bestemte handlinger automatisk, så du ikke behøver at gøre alting manuelt.

Forestil dig eksempelvis, at en person udfylder en kontaktformular på din hjemmeside, hvor oplysningerne måske normalt skal kopieres over i dit CRM-system, hvorefter du eller en kollega skal sørge for, at personen bliver kontaktet. Med n8n kan du automatisere dele af processen, så oplysningerne bliver sendt videre til det rigtige system, og de næste handlinger bliver sat i gang uden manuel indblanding.

Det er grundlæggende idéen bag platformen: at få dine digitale værktøjer til at arbejde sammen, så du kan bruge mindre tid på gentagne opgaver.

Hvordan fungerer n8n?

Platformen fungerer ved, at du bygger arbejdsgange op af forskellige trin, som forbindes med hinanden. Ét trin kan eksempelvis registrere, at der er sket noget i et system, mens de efterfølgende trin sørger for at hente oplysninger, behandle dem eller sende dem videre. På den måde kan du bestemme, hvad der skal ske, når en bestemt hændelse finder sted.

Lad os sige, at en potentiel kunde downloader en guide fra din hjemmeside. n8n kan hente oplysningerne fra formularen og sende dem videre til dit CRM-system, hvorefter systemet kan oprette personen som et nyt lead og give en medarbejder besked om, at der er kommet en ny potentiel kunde.

Du bestemmer selv, hvilke trin arbejdsgangen skal indeholde, og hvordan oplysningerne skal bevæge sig mellem systemerne. Det betyder også, at du kan bygge simple automatiseringer, som kun består af få trin, eller mere avancerede workflows, hvor flere systemer og handlinger indgår.

Hvad kan man bruge n8n til?

Værktøjet kan bruges til mange forskellige former for automatisering, og mulighederne afhænger blandt andet af, hvilke systemer du arbejder med, og hvad du gerne vil opnå. I marketing kan det eksempelvis bruges til at sende leads fra en kontaktformular videre til et CRM-system, samle data fra forskellige platforme eller automatisere dele af rapporteringen. Hvis du eksempelvis henter kampagnedata fra flere forskellige kilder, kan en arbejdsgang samle oplysningerne ét sted, så du slipper for at kopiere dem manuelt.

Men det er ikke kun marketing, det kan være relevant for. En webshop kan eksempelvis automatisere dele af håndteringen af ordrer, mens en virksomhed kan bruge værktøjet til at sende beskeder, opdatere regneark eller holde forskellige systemer synkroniseret.

Hvad er det særlige ved n8n?

Der findes efterhånden mange værktøjer, som kan automatisere arbejdsgange, og n8n er ét af dem. Det særlige ved værktøjet er blandt andet, at du kan bygge arbejdsgange visuelt og samtidig få mulighed for at tilpasse dem mere teknisk, hvis du har brug for det. Du behøver altså ikke nødvendigvis at programmere en hel løsning fra bunden, men du kan også arbejde med kode, når en standardfunktion ikke er tilstrækkelig. Det giver mulighed for at tilpasse automatiseringerne til din virksomheds behov.

n8n kan desuden bruges til såkaldt ’self–hosting’, hvilket betyder, at virksomheden selv står for at hoste og administrere platformen på en server. Serveren behøver ikke at være virksomhedens egen, men kan eksempelvis være lejet hos en udbyder. Det giver virksomheden større kontrol over driften og dataene, men det betyder også, at den selv skal tage ansvar for blandt andet opsætning, vedligeholdelse og sikkerhed.

Bliv ringet op