Hvad betyder Lovable?

Lovable er en svensk AI-platform, der gør det muligt at bygge hjemmesider og webapps ved at beskrive med almindeligt sprog, hvad du gerne vil have lavet. I stedet for selv at skulle skrive koden kan du forklare, hvordan løsningen skal se ud og fungere, hvorefter Lovable hjælper med at udvikle den.

Hvis nu du gerne vil lave et værktøj, hvor kunder kan booke tider, eller du vil have en intern oversigt, hvor medarbejdere kan holde styr på forskellige opgaver, kan du beskrive dine ønsker for Lovable og få en første version, som du derefter kan afprøve og tilpasse løsningen. Du kan eksempelvis bede om at ændre designet, tilføje en funktion eller gøre en bestemt del af løsningen lettere at bruge.

Det betyder, at du kan gå fra en idé til en fungerende webapp uden nødvendigvis at have erfaring med programmering.

Fra idé til webapp

En af de centrale funktioner er, at du kan udvikle løsningen gennem en løbende dialog, hvor du beskriver, hvad du vil bygge, så platformen kan generere en version med de sider, funktioner og arbejdsgange, du har bedt om.

Det er dog værd at holde for øje, at den første version ofte ikke er det endelige resultat, for måske mangler der en funktion, eller måske fungerer en del af løsningen ikke helt, som du havde forestillet dig. I stedet for at skulle begynde forfra kan du beskrive, hvad der skal ændres og arbejde videre derfra. Du kan også selv redigere koden, hvis du har de nødvendige tekniske færdigheder.

Platformen kan desuden hjælpe med mere end selve udseendet. Afhængigt af opsætningen kan du blandt andet arbejde med databaser, brugerlogin og integrationer til andre tjenester. Det betyder, at du kan bygge løsninger, hvor brugerne ikke blot ser en hjemmeside, men også kan indtaste oplysninger, gemme data og udføre konkrete handlinger.

Hvad kan man bruge Lovable til?

Lovable kan bruges til mange forskellige typer webapps, for eksempel dashboards, bookingløsninger eller interne værktøjer. Forestil dig, at du har en idé til et værktøj, der skal hjælpe en virksomhed med at holde styr på kundehenvendelser. Du kan beskrive, hvilke oplysninger der skal registreres, hvordan medarbejderne skal kunne finde dem, og hvilke funktioner værktøjet skal indeholde. Alt det får du skrevet ind i Lovable, som derefter kan hjælpe med at bygge en første version, som du kan afprøve i praksis.

Det kan også være nyttigt, hvis du gerne vil undersøge, om en idé fungerer, før du investerer større ressourcer i udviklingen. En prototype kan eksempelvis hjælpe dig med at vise konceptet til potentielle brugere og finde ud af, hvilke funktioner der faktisk er behov for.

Det er dog vigtigt at skelne mellem at få en løsning til at fungere i en demonstration og at have et færdigt produkt, der er klar til rigtige brugere. Jo mere avanceret løsningen er, desto større krav stilles der typisk til blandt andet test, sikkerhed og vedligeholdelse.

Skal man kunne programmere?

Lovable er udviklet til at gøre softwareudvikling mere tilgængelig for mennesker, der ikke selv skriver kode. Du kan komme langt ved at beskrive dine ønsker og arbejde videre med de resultater, platformen genererer. Det betyder dog ikke, at teknisk viden er uden betydning, for hvis du bygger en løsning, der håndterer personoplysninger og betalinger, er det vigtigt at sikre, at den fungerer korrekt og beskytter dataene. Det samme gælder, hvis løsningen skal bruges af mange mennesker eller indgå i virksomhedens daglige drift.

Lovable kan altså gøre selve udviklingsarbejdet lettere, men det fjerner ikke nødvendigvis behovet for at forstå, hvad løsningen skal kunne, eller hvordan man sikrer, at den fungerer pålideligt.

I sidste ende handler Lovable om at gøre vejen fra idé til digital løsning kortere. Det kan være en hjælp, hvis du vil afprøve et koncept i din strategi, bygge et værktøj til et konkret behov eller udvikle en webapp uden at skulle starte med at lære programmering fra bunden.

Bliv ringet op