Hvad betyder Lemon8?
Lemon8 er en social medieplatform, hvor brugere deler inspirerende og informativt indhold inden for blandt andet mode, beauty, mad, rejser og hverdagsliv. Platformen kombinerer visuelle opslag med mere uddybende tekst, hvilket gør den oplagt til guider, anbefalinger og lister frem for hurtige, spontane øjebliksbilleder.
Platformen ejes af ByteDance, som også står bag TikTok, og selvom de teknologisk hænger sammen, adskiller Lemon8 sig ved at have et mere forklarende og inspirationsdrevet fokus, hvor indholdet ofte har karakter af miniartikler snarere end korte underholdningsklip.
Hvordan fungerer Lemon8?
Grundidéen bag platformen er egentlig ret enkel: Brugere deler visuelt indhold kombineret med tekst, der uddyber og forklarer. Det kan være alt fra “5 sommerkjoler under 500 kr.” til “Sådan planlægger du en weekend i Paris”.
Et opslag behøver ikke se sådan her ud, men her er nogle elementer, der typisk går igen:
- flere billeder i karruselformat
- tekst indsat direkte på billederne, for eksempel overskrifter eller små pointer
- en længere beskrivelse under opslaget
- hashtags, der gør indholdet søgbart.
I stedet for kun at scrolle for tidsfordriv bruger mange Lemon8 som en slags inspirationskatalog. Man gemmer opslag, vender tilbage til dem og bruger dem aktivt i sin beslutningsproces.
Hvem er Lemon8 relevant for?
Mediet henvender sig især til brugere, der søger inspiration og konkrete anbefalinger. Det er ofte inden for livsstilskategorier som:
- fashion
- beauty
- mad og opskrifter
- rejser
- indretning
- gør-det-selv.
For virksomheder betyder det, at platformen kan være relevant, hvis man arbejder med produkter, der kræver visuel præsentation og gerne må forklares lidt grundigere.
Sælger du eksempelvis tøj, hudpleje eller interiør, kan Lemon8 bruges til at vise produkterne i brug, forklare fordele og give tips frem for blot at vise et enkelt produktbillede med en kort tekst.
Hvad kan Lemon8 bruges til i en marketingkontekst?
Fra et marketingperspektiv er mediet interessant, fordi det ligger tæt på overvejelsesfasen i kunderejsen. Brugerne er ofte i gang med at researche, sammenligne eller finde idéer.
Det betyder, at du blandt andet kan bruge det til at lave guider og how-to-indhold, forklare forskelle og fordele og skabe et visuelt univers omkring dit brand.
I stedet for at presse et budskab ud kan du positionere dig som inspiration eller det sted, hvor din målgruppe kan finde hjælp og viden. Det kan være en fordel, hvis du arbejder med produkter, hvor beslutningen ikke træffes på få sekunder.
Lemon8 sammenlignet med andre platforme
Platformen bliver ofte sammenlignet med Pinterest og Instagram, hvilket giver mening, fordi det visuelle udtryk og inspirationsdelen fylder meget.
Forskellen er dog, at Lemon8 i højere grad kombinerer det æstetiske med det forklarende. Det er ikke kun flotte billeder – det er også tekst, tips og konkrete anbefalinger.
Samtidig betyder ejerskabet under ByteDance, at platformen arbejder algoritmisk ligesom TikTok. Det kan give hurtig eksponering, hvis indholdet rammer rigtigt. Jo flere der interagerer med dit indhold, desto bredere kan det nå ud, fordi den kunstige intelligens bag vurderer, at relevansen er høj.
For marketingfolk kan Lemon8 derfor være relevant, hvis man vil kombinere æstetik med forklaring og skabe indhold, der hjælper brugeren videre i sin beslutningsproces.
Platformen er stadig under udvikling og har ikke samme udbredelse som de største sociale medier. Men netop derfor kan den være interessant at holde øje med; især hvis din målgruppe aktivt søger inspiration og konkrete anbefalinger frem for ren underholdning.