Hvad betyder AEO?
AEO står for Answer Engine Optimization og handler om at optimere indhold, så det bliver brugt som direkte svar i søgemaskiner og digitale assistenter som Googles Gemini. I stedet for kun at fokusere på at rangere højt i søgeresultaterne har begrebet som mål at levere det bedste og mest præcise svar på et konkret spørgsmål.
Hvor klassisk SEO ofte leder brugeren videre til en hjemmeside via et klik, forsøger AEO at få svaret vist direkte i søgefladen. Det kan for eksempel være i featured snippets på Google, i svarbokse, i stemmesøgninger eller i andre systemer, hvor brugeren får et færdigt svar uden nødvendigvis at skulle klikke videre.
Begrebet er opstået i takt med, at måden, vi søger information på, har ændret sig. Mange stiller i dag hele spørgsmål i stedet for korte søgeord, og forventningen er ofte at få et hurtigt og klart svar med det samme.
Hvordan adskiller AEO sig fra SEO?
SEO og AEO hænger tæt sammen, men har forskellige fokusområder. SEO handler grundlæggende om synlighed i søgeresultater, mens AEO handler om at blive selve svaret.
I SEO optimerer man ofte sider til bestemte søgeord og arbejder med placeringer, links og teknisk performance. I AEO er fokus i højere grad på spørgsmål, formuleringer og tydelige forklaringer. Indholdet skal være struktureret på en måde, så søgemaskiner let kan forstå og udtrække svaret.
Det er også vigtigt ikke at forveksle begrebet med GEO (Generative Engine Optimization), som går ud på at være kilden, som AI trækker på til at være svaret på søgebehovet, og ikke svaret i sig selv.
Hvilken type indhold egner sig til AEO?
At fokusere på det AI-genererede svar i søgemaskinen fungerer bedst, når du har indhold, der svarer direkte på konkrete spørgsmål. Det kan være forklaringer, definitioner, guider og trin-for-trin-beskrivelser. Artikler, der starter med et klart svar og derefter uddyber, har ofte gode forudsætninger for at blive brugt i denne sammenhæng.
Typiske eksempler på indhold, der egner sig godt til AEO, er:
- “hvad betyder”-artikler
- FAQ-sider
- guider
- korte forklaringer af begreber og processer.
Her er det vigtigt med en overskuelig struktur, hvilket betyder klare overskrifter, korte afsnit og præcise formuleringer, som gør det lettere for søgemaskiner at identificere det relevante svar. Samtidig skal sproget være naturligt og let at forstå for mennesker.
Hvorfor er AEO blevet mere relevant?
Relevansen for at blive vist i det svar, som den digitale assistent vurderer er mest nyttigt for den søgende, er blevet større, fordi brugernes forventninger har ændret sig. Mange vil gerne have svar hurtigt uden at skulle klikke sig gennem flere sider. Det gælder især ved mobil- og stemmesøgninger, hvor man ofte stiller et spørgsmål i fulde sætninger.
For virksomheder og brands betyder det, at synlighed ikke længere kun handler om trafik, men også om autoritet og tilstedeværelse. Selv hvis brugeren ikke klikker videre, kan det have værdi at være den kilde, der leverer svaret.
AEO kan derfor være med til at styrke brandets troværdighed og position som thought leader, selvom effekten ikke altid kan måles direkte i klik og konverteringer.
Er der noget, jeg skal være opmærksom på?
Når man arbejder med AEO, er det vigtigt at finde balancen mellem at give et klart svar og samtidig tilbyde uddybning. Hvis svaret er for overfladisk, mister det værdi. Hvis det er for langt og komplekst, kan det være svært for søgemaskiner at bruge.
Det er også vigtigt at tage udgangspunkt i reelle spørgsmål, som målgruppen stiller. AEO fungerer bedst, når indholdet matcher den måde, mennesker faktisk formulerer deres søgninger på.
Det er således ikke en hurtig genvej til synlighed, men en tilgang, der kræver forståelse for både brugeradfærd og indholdsstruktur. Når det gøres rigtigt, kan det være et stærkt supplement til klassisk SEO og en naturlig del af en moderne indholdsstrategi.