Hvad betyder LINE?

LINE er grundlæggende en beskedapp, der især er populær i Japan, men også bruges bredt i andre asiatiske lande. I praksis er det en kanal, hvor brugere kan kommunikere med hinanden gennem beskeder, opkald og indhold, men i en marketingkontekst er det langt mere end blot det. Det er nemlig en platform, hvor virksomheder kan opbygge relationer, kommunikere direkte med deres målgruppe og arbejde med både branding og salg.

Hvis du aldrig har arbejdet med det asiatiske marked før, kan det måske virke som endnu en pendant til eksempelvis Metas Messenger, som du med garanti allerede har hørt om, men forskellen er, at LINE i mange tilfælde fungerer som en integreret del af brugernes hverdag, hvor alt fra kommunikation til nyheder, betaling og kundedialog foregår samme sted.

Hvad kan du bruge LINE til?

LINE kan bruges som en direkte kommunikationskanal mellem virksomhed og kunde, hvilket gør platformen særligt interessant, fordi du ikke kun arbejder med synlighed, men også med relationer og dialog.

Virksomheder kan oprette officielle konti, hvor brugere aktivt kan vælge at følge dem. Når først en bruger har gjort det, åbner det op for en mere direkte form for kommunikation, som minder om e-mailmarketing, men bare i en kanal, hvor brugerne ofte er mere aktive.

Du kan bruge appen til at sende beskeder, kampagner, tilbud og opdateringer direkte til dine følgere. Det kan for eksempel være information om nye produkter, rabatter eller relevant indhold. Fordi kommunikationen foregår i en chatlignende kontekst, opleves den ofte mere personlig end traditionelle marketingkanaler.

Derudover kan den bruges til kundeservice. Mange virksomheder anvender platformen som et sted, hvor kunder kan stille spørgsmål og få hurtige svar, hvilket kan være med til at styrke både tilliden og oplevelsen til og af dit brand.

Sådan fungerer LINE i praksis

Når en bruger tilføjer en virksomhed på appen, giver de samtidig tilladelse til at modtage beskeder fra den pågældende konto. Det betyder, at du som virksomhed får adgang til en direkte kanal ind til brugerens hverdag.

Kommunikationen foregår typisk gennem korte beskeder, billeder, videoer eller interaktive elementer. Det kan minde om nyhedsbreve, men formatet er knap så formelt.

En vigtig del af platformen er også brugen af stickers og visuelle elementer, som spiller en stor rolle i kommunikationen. Det kan virke som en detalje, men det er med til at forme tonen på platformen og den måde, brands interagerer med brugerne på, og i virkeligheden er det nok lidt en tilvænningssag, ligesom det engang var med emojis herhjemme. I dag er det næsten svært at forestille sig et opslag i marketingsøjemed, som ikke også har et visuelt element med sig, nærmest uanset om det er på Facebook, Instagram eller LinkedIn. Sådan er det også på LINE.

Derudover er der også funktioner som betaling, shopping og content. Det betyder, at platformen ikke kun er et sted for kommunikation, men også et sted, hvor brugeren kan foretage handlinger direkte.

Da appen blev lanceret, var den tiltænkt mobile devices med enten iOS eller Android. Siden har man dog også kunnet tilgå det sociale netværk via andre operativsystemer, ligesom man også kan bruge det via sin computer. I dag er det Japans største sociale netværk, hvor over 70 % af befolkningen i 2023 brugte det i sin hverdag.

LINE i forhold til andre kanaler

Appen bliver ofte sammenlignet med andre beskedapps som WhatsApp og Messenger, men der er nogle væsentlige forskelle, som har betydning i en marketingkontekst.

Hvor mange chatapps primært bruges til privat kommunikation, er LINE i højere grad integreret i virksomheders marketingindsats. Brugerne er vant til at følge brands og modtage indhold fra dem, hvilket gør platformen mere oplagt som kanal for virksomheder.

Samtidig er den stærkere forankret i bestemte markeder. Det betyder, at platformens relevans i høj grad afhænger af, hvor din målgruppe befinder sig. I Europa fylder den relativt lidt, mens den i Japan og dele af Asien er en af de primære kommunikationskanaler. 

Den er derfor relevant for virksomheder, der ønsker at nå ud til brugere i markeder, hvor platformen er særligt udbredt, herunder i Japan og Thailand. Hvis din målgruppe befinder sig her, kan det være en oplagt kanal til både kommunikation og markedsføring.

Bliv ringet op