Hvad betyder CPA?
CPA er en forkortelse for Cost Per Acquisition eller Cost Per Action. På dansk betyder det altså omkostninger per salg eller omkostninger per handling. Det vil sige, at CPA er en afregningsmodel (for eksempel ligesom CPM), hvor der skal betales til et annoncemedie, når der er en besøgende, der køber noget eller foretager en anden handling på en side, som laver annoncer på det specifikke medium.
Fordele ved Cost Per Acquisition
Mange virksomheder bruger og foretrækker denne afregningsmodel, da virksomheden først betaler, når den opnår omsætning. Som et andet plus går flere medier, som virksomheden annoncerer på, typisk mere op i at øge mulighederne for at generere salg. Det motiverer annoncemediet, og det er derfor bedre, end hvis man kun betaler per klik (CPC) eller per visning (CPM). På den måde er annonceringen ofte af højeste kvalitet, da virksomheden først skal betale til mediet, når der er nogen, der køber virksomhedens produkt eller service.
Det er en stor fordel, da virksomheden først får omkostninger, når der bliver genereret omsætning – ikke et sekund før. Man kan derfor kalde CPA en form for ”no cure no pay”-model.
Med CPA har du derfor også mulighed for at måle effekten af en marketingkampagne. Dog er det vigtigt at have i mente, hvilke produkter eller servicer man udbyder. Der vil selvfølgelig være en forskel på omkostning per salg, hvis man sælger tandstikker i forhold til tasker.
CPA som en del af din inbound marketing
Det kan siges, at CPA er en del af din virksomheds inbound marketing. Det går nemlig ud på at tiltrække potentielle kunder, der hedder leads, igennem værdiskabende og relevant indhold i høj kvalitet. Det kan for eksempel ske i forhold til de forskellige annoncer, hvis de ”rammer plet” hos de besøgende på hjemmesiden. Hvis det er tilfældet, har de lyst til at klikke på annoncen og køber produktet eller servicen.