Hvad betyder APAC?

APAC er en forkortelse for ”Asia-Pacific” og bruges til at beskrive en region, der dækker en stor del af Asien og lande i og omkring Stillehavet, herunder blandt andre Australien og New Zealand. Det er således en geografisk samlebetegnelse, som ofte bliver brugt i marketing og forretningsudvikling, når man arbejder med internationale markeder.

Det er altså ikke et land eller et konkret marked i sig selv, men snarere en måde at gruppere en række meget forskellige lande på. Det gør det til et begreb, der både kan være praktisk, men også lidt misvisende, hvis man ikke er opmærksom på, hvad det egentlig dækker over.

Hvorfor arbejder man med APAC som region?

Når virksomheder taler om APAC, handler det typisk om at afgrænse jordkloden, så mange lande bliver samlet i en region under én samlet betegnelse. Regionen dækker over nogle af verdens største og hurtigst voksende økonomier, og derfor giver det mening at arbejde strategisk med området som helhed. I stedet for at have en strategi for hvert enkelt land kan man arbejde med en overordnet tilgang til regionen og derefter tilpasse den lokalt.

Det kan være en fordel, fordi det gør det lettere at skalere sin indsats og skabe overblik, men det er også her, udfordringen opstår, fordi der netop ikke er tale om ét samlet marked med fælles sprog, kultur og adfærd.

Forskellige folk, kulturer og sprog

Noget af det vigtigste at forstå ved APAC er, hvor stor variation der er inden for regionen. Der er markant forskel på eksempelvis Japan, Indien, Australien og Indonesien; både når det gælder kultur, købekraft, digital adfærd og forventninger til virksomheder.

Det betyder, at du ikke kan tage én strategi og forvente, at den fungerer på tværs af hele regionen. Det, der virker i ét land, kan være irrelevant eller direkte uhensigtsmæssigt i et andet.

Sprog er oplagt nævne, men også platforme, betalingsvaner, tillid til brands og måden, man træffer beslutninger på, varierer meget. I nogle markeder spiller lokale platforme en stor rolle, mens internationale løsninger dominerer andre steder. For eksempel er det i Sydkorea vigtigt at være til stede på KakaoTalk, mens denne platform er irrelevant i Indien, hvor det kan være mere relevant at lægge indsatsen på Instagram eller YouTube.

Derfor fungerer APAC bedst som en overordnet ramme, der hjælper dig med at organisere din indsats, og ikke som en færdig opskrift på, hvordan du skal arbejde.

Hvad betyder APAC for din marketing?

Når du arbejder med APAC, betyder det typisk, at du tænker både skalering og tilpasning på samme tid. Du vil gerne udnytte, at regionen kan behandles samlet på et overordnet strategisk niveau, men du er samtidig nødt til at tage højde for lokale forskelle. Det kan for eksempel være i forhold til kommunikation. En tone eller et budskab, der fungerer i Australien, vil ikke nødvendigvis give samme effekt i Japan eller Kina. 

Derudover kan der være forskelle i modenhed. Nogle markeder i APAC er meget digitalt udviklede, mens andre stadig er i en tidligere digital fase og derfor kræver en anden tilgang til vækst. Det giver derfor mening at bruge begrebet som en geografisk afgrænsning, hvis du for eksempel skal afrapportere din indsats, men ligesom du er nødt til at skelne mellem Danmark, Sverige og Norge, når der tales om ’Skandinavien’, skal du passe på med at gå ud fra, at en god indsats i Australien også ville være en god indsats i Kina.

Bliv ringet op