Hvad betyder SSL?

SSL står for Secure Sockets Layer og er en onlineprotokol, der sørger for at kryptere den information, der sendes imellem en browser og en webserver. Det vil sige, at hvis en hjemmeside har et SSL-certifikat, krypteres den information, som den besøgende indtaster på siden.

SSL-kryptering højner altså sikkerheden, når du for eksempel indtaster person- eller betalingsoplysninger på en hjemmeside eller skriver din e-mailadresse ind for at modtage virksomhedens nyhedsbreve. Der er således mindre risiko for, at disse informationer ender i de forkerte hænder.

Det er nærmest umuligt at kryptere en hjemmeside fuldstændig og derfor også virkelig svært at opnå fuldkommen sikkerhed på nettet. Medmindre du arbejder inden for efterretningstjenesten, er et SSL-certifikat heldigvis rigeligt – som forbruger ved man, at hjemmesiden er sikker at bruge, og som virksomhedsejer viser man sine potentielle kunder, at man driver en seriøs forretning.

Hvad er SSL værd i forhold til markedsføring?

Som nævnt er et SSL-certifikat med til at vise seriøsitet. Du viser ganske enkelt de besøgende på din hjemmeside, at du tager deres sikkerhed alvorligt, og at du ikke er ude på at misbruge eller videregive deres oplysninger.

SSL-krypteringen har dog også den fordel, at den kan bidrage positivt til din placering i søgemaskinernes søgeresultater. Som du nok ved, arbejder man med SEO – eller søgemaskineoptimering – inden for onlinemarketing. Her gælder det om at please søgemaskiner som Google, så de viser ens hjemmeside, når brugere søger efter den service eller det produkt, man tilbyder.

SEO handler i høj grad om søgeordsoptimering, men også om meget andet – blandt andet SSL-certifikater. Denne sikkerhedsforanstaltning viser nemlig ikke blot brugerne, men også søgemaskinerne, at din side er sikker. Søgemaskinerne vil gerne give deres brugere den bedst mulige service, og det indebærer naturligvis, at brugerne skal føle sig trygge på nettet. Derfor kan du blive belønnet for at have et SSL-certifikat, når det kommer til søgemaskineoptimering; Google vil hellere vise en sikker side med et SSL-certifikat end en side, de ikke ved er sikker.

Hvordan spotter man SSL?

Det er ganske nemt at se, om en hjemmeside har SSL-kryptering eller ej. Hvis en URL starter med https://, er den krypteret. Hvis den starter med http:// – uden s’et – er den ikke krypteret. S’et står nemlig for ”secure”.

I mange tilfælde vil du kunne se en lille hængelås ud for URL’en, hvis der er tale om en SSL-certificeret side. Det er altså nemt at spotte som både besøgende og som indehaver af siden, og i dag gælder det nærmest altid, at webhoteller som standard tilbyder krypterede sites. Er du i færd med at oprette din egen hjemmeside, er det altså en smal sag at få en SSL-krypteret en af slagsen, og det bør du helt sikkert vælge. Eller … du bør vælge et TSL-certifikat. Den ”nye” version af SSL. Tillad os at uddybe.

SSL-certifikatet er forældet, men ...

TSL, som man bruger i dag, kan præcis det samme, som vi har beskrevet ovenfor.

TSL står for Transport Layers Security og er en videreudvikling af SSL. I takt med at måden, vi begår os online på, har ændret sig, har der været behov for at finjustere SSL-certifikatet. Det er blevet endnu mere sikkert og har altså ændret navn til TSL.

De to certifikater har nøjagtig samme funktion, og derfor bruges termen SSL også stadig i flæng. I dette skriv har vi derfor valgt at kalde det SSL for at mindske forvirringen, men skal det være helt rigtigt, skulle vi have skrevet TSL. Vi håber ikke, at du føler dig ført bag lyset …

Bliv ringet op