Hvad betyder performance marketing?
Performance marketing er en form for marketing, hvor fokus er på målbare resultater som for eksempel klik, leads, tilmeldinger eller salg, og formålet er at kunne se, hvad en marketingindsats fører til, så man bedre kan vurdere, om pengene bliver brugt fornuftigt.
Bruger du 10.000 kroner på annoncering, måler du her ikke blot, hvor mange mennesker der har set annoncerne, men også hvor mange der har klikket, tilmeldt sig dit nyhedsbrev eller købt et produkt. På den måde får du et bedre indblik i, hvad du får ud af din investering, og om der er noget, du bør ændre i kampagnen.
Performance marketing handler altså ikke bare om at få så mange klik eller salg som muligt, men om at arbejde målrettet med de resultater, der har betydning for virksomheden.
Hvordan fungerer performance marketing?
En vigtig del af performance marketing er, at man på forhånd definerer, hvad man gerne vil opnå, og hvordan resultatet skal måles. Hvis målet eksempelvis er at få flere kunder til en webshop, kan man måle antallet af køb, og hvor meget det koster at skaffe en ny kunde, hvilket giver mulighed for løbende at vurdere, hvordan kampagnen klarer sig.
Hvis annoncerne får mange klik, men kun få besøgende ender med at købe noget, kan det være tegn på, at der er noget, som skal undersøges nærmere. Måske rammer annoncerne den forkerte målgruppe, måske er budskabet misvisende, eller måske er det svært at gennemføre et køb på hjemmesiden.
På den måde bliver data en del af beslutningsgrundlaget, og i stedet for blot at gennemføre en kampagne og evaluere den bagefter kan man løbende justere ting som målgrupper og budskaber ud fra de resultater, man kan se.
Hvilke kanaler bruger man?
Performance marketing forbindes ofte med digitale kanaler, hvor man kan måle på brugernes handlinger; det vil ofte være annoncer på Google og sociale medier, hvor man kan følge, om kommunikationen fører til bestemte handlinger.
Lad os give dig et eksempel med to af de helt store platforme: Du annoncerer på både Google og Facebook, og Google-kampagnen skaffer kunder til en gennemsnitlig pris på 150 kroner pr. køb, mens Facebook-kampagnen skaffer kunder til 100 kroner pr. køb. Umiddelbart ser Facebook ud til at være den bedste kanal, men det afhænger også af, hvor meget kunderne køber for, og hvor meget virksomheden tjener på salgene. Hvis kunderne fra Google eksempelvis køber dyrere produkter, kan den dyrere kampagne stadig være den mest profitable.
Det er netop derfor, at performance marketing ikke kun handler om at finde den billigste kanal, men om at forstå sammenhængen mellem marketingindsatsen og det resultat, virksomheden får ud af den.
Hvad er forskellen på performance marketing og branding?
Nogle gange bliver branding og marketing forvekslet, så her til sidst er det værd at definere dem hver for sig. Performance marketing forbindes typisk med handlinger, der kan måles direkte, mens branding i højere grad handler om at opbygge kendskab til og tillid til en virksomhed eller et produkt over tid.
Hvis du eksempelvis annoncerer med det formål at få kunder til at købe et bestemt produkt, kan du måle antallet af køb og omkostning pr. kunde. Hvis du derimod arbejder på at gøre flere mennesker bekendt med dit brand, er det ikke sikkert, at effekten kan ses direkte i salget med det samme. Det betyder ikke, at de to begreber udelukker hinanden, da performance marketing også kan være med til at opbygge et brand, og brandingens effekt kan være målbar i form af kendskab, men oftest vil de to begreber have forskellige mål og tidshorisonter.
Vil du vide endnu mere om branding? Så klik her.