Hvad betyder AMP?
AMP er et open source-projekt, der gør det muligt at bygge hjemmesider, der indlæses med noget nær lynets hast på mobile enheder. Projektet er støttet af Google, som har interesse i, at deres brugere får den bedst mulige oplevelse, når de søger efter dette eller hint på nettet. Og den bedst mulige oplevelse kræver, at de hjemmesider, man besøger, loader hurtigt.
Bygger du en AMP-hjemmeside, kan den indlæses på blot et par sekunder. Det er med til at sikre den gode brugeroplevelse, og helt lavpraktisk er det desuden med til at sikre, at brugerne faktisk lander på din side. Tager det over 4-5 sekunder at loade en side, er der stor risiko for, at brugerne mister tålmodigheden og hopper væk fra siden igen, inden den overhovedet er indlæst.
AMP stod oprindeligt for Accelerated Mobile Pages. Det henviser til, at AMP er med til at skrue loadhastigheden på hjemmesider gevaldigt i vejret – altså at accelerere den.
Siden 2019 har navnet dog ”blot” været AMP – ikke Accelerated Mobile Pages. Der er altså ikke længere tale om en forkortelse, men et brand i sig selv. Er der nogen, der taler om Accelerated Mobile Pages, er det fortsat AMP, der bliver henvist til, men officielt er navnet ændret.
Hvorfor skal man bruge AMP?
Internetbrugerne er krævende. De (eller … vi) vil gerne have de bedste og mest relevante resultater vist i søgeresultaterne, og der er en forventning om, at hjemmesider bliver indlæst hurtigere, end man nærmest kan nå at klikke på linket.
Tager det for lang tid at indlæse en side, mister mange tålmodigheden og vælger i stedet at klikke på et af de andre søgeresultater på listen. Er din hjemmeside langsom til at loade, er der altså stor risiko for, at du går glip af en hel del besøg.
AMP kan hjælpe med at sikre den høje hastighed, når brugerne skal indlæse din side, og derfor er det naturligvis relevant at gøre brug af open source-teknologien.
Hvad har AMP med SEO at gøre?
Umiddelbart tænker du måske, at SEO handler om søgeordsoptimering og copywriting. I så fald har du ret. Men SEO handler også om meget andet.
Generelt vil Google – og andre søgemaskiner – gerne give deres brugere den bedst tænkelige oplevelse ved brug af søgemaskinen. Derfor vil de gerne præsentere relevante, brugbare resultater, når der bliver søgt efter det ene eller andet.
Et led i at gøre sig synlig i søgeresultaterne er derfor at gøre brug af relevante nøgleord, så søgemaskinen nemt kan afkode, hvad man beskæftiger sig med, når ens side bliver crawlet. Google går dog også op i den gode brugeroplevelse. Derfor kan du også blive belønnet ved at have en side, der indlæser og reagerer hurtigt, da det gør brugerne glade og tilfredse. Her er det vigtigt have styr på hastigheden på desktop, men i særdeleshed også på mobile enheder.
Inden for de seneste år har Google flyttet deres fokus på desktop-versionen af websites til mobilversionen. Siden år 2020 har de sågar opereret ud fra en mobile first-tilgang, hvilket vil sige, at deres indeksering tager udgangspunkt i mobiloplevelsen af websites. Derfor er det i dag essentielt, at ens hjemmeside fungerer upåklageligt på mobile enheder, og her kommer AMP ind i billedet. Med AMP sørger du for, at din side hurtigt indlæses på smartphones og tablets, og det kan derfor påvirke din rangering i søgeresultaterne positivt. Og husk så også lige at optimere indholdet til mobilvisning – så bliver Google glad.