Hvad betyder MER?

MER står for “Marketing Efficiency Ratio” og bruges til at måle forholdet mellem en virksomheds samlede marketingudgifter og den omsætning, marketingindsatsen skaber. Det er med andre ord et forsøg på at give et overordnet billede af, hvor effektiv virksomhedens marketing egentlig er. Begrebet bliver især brugt i performance marketing, hvor virksomheder gerne vil forstå, om deres samlede marketingindsats hænger økonomisk sammen.

Hvis en virksomhed eksempelvis omsætter for 1 million kroner og bruger 200.000 kroner på marketing, vil dens MER være fem. Det betyder i praksis, at virksomheden omsætter for fem kroner for hver krone, der bliver brugt på marketing. Det lyder umiddelbart meget simpelt, men begrebet er interessant, fordi det forsøger at flytte fokus væk fra enkelte kampagner og i stedet se på marketingindsatsen som helhed.

Hvorfor arbejder man med MER?

En central pointe er, at mange virksomheder i dag annoncerer på tværs af mange kanaler samtidig, som for eksempel Google Ads, Meta, e-mailmarketing, TikTok osv., hvilket kan gøre det svært præcist at afgøre, hvilken kanal der skabte hvad. Brugeren møder ofte virksomheden flere steder, før købet sker, og derfor kan det være vanskeligt at kreditere den enkelte kanal for konverteringen.

Det er netop her, MER bliver relevant, fordi det ikke forsøger at give én kanal hele æren. I stedet ser man på den samlede effekt af marketingindsatsen. Det betyder også, at begrebet ofte bliver brugt som et supplement til mere detaljerede performance-målinger. Hvor platforme som Google og Meta viser deres eget billede af performance, forsøger MER at zoome lidt længere ud og se på den samlede forretning.

MER vs. ROAS

MER bliver ofte sammenlignet med ROAS, fordi begge målinger handler om forholdet mellem annonceudgifter og omsætning, men der er en vigtig forskel.

ROAS måler typisk performance på kampagne- eller kanalniveau; hvis du bruger 10.000 kroner på Meta og skaber 50.000 kroner i omsætning, vil din ROAS være fem.

MER ser derimod på alle marketingudgifter samlet, hvilket betyder, at begrebet ofte giver et mere overordnet og realistisk billede af forretningen, fordi det ikke kun fokuserer på enkelte platformes egne data. Det er især relevant i en tid, hvor tracking er blevet mere usikker, og hvor flere platforme ofte forsøger at tage æren for de samme konverteringer.

Det gør også, at virksomheder nogle gange kan opleve høj ROAS på enkelte kanaler, samtidig med at den samlede marketingeffektivitet ikke nødvendigvis er særlig god.

Hvad siger det egentlig noget om?

Begrebet bliver ofte brugt som en indikator for, hvor bæredygtig væksten er. Hvis marketingudgifterne stiger hurtigere end omsætningen, vil MER typisk falde. Det kan være et tegn på, at virksomheden bliver mindre effektiv i sin markedsføring, eller at konkurrencen er steget.

Omvendt kan en stigende ratio være et tegn på:

  • bedre kundeloyalitet 
  • mere effektiv annoncering 
  • højere genkøb 
  • bedre udnyttelse af marketingbudgettet. 

Det interessante er derfor ikke nødvendigvis selve tallet alene, men udviklingen over tid. To virksomheder kan sagtens have vidt forskellige MER-tal afhængigt af branche, marginer og vækststrategi. Nogle virksomheder accepterer eksempelvis en lavere MER i perioder, hvis målet er aggressiv vækst eller markedsandele. 

Det er dog vigtigt at understrege, at begrebet ikke er perfekt, men at det netop viser effekten af den samlede indsats. Det er med til at skabe et ærligt billede af, hvordan og om dine marketingudgifter bærer frugt, men det siger ikke noget om, hvorvidt det kun er enkelte aktiviteter, der driver resultaterne.

Bliv ringet op