Hvad betyder SOP?

SOP står for Standard Operating Procedure og er en beskrivelse af, hvordan en bestemt opgave eller proces skal udføres. På dansk kan det oversættes til en standardiseret arbejdsgang eller arbejdsprocedure. Formålet er at skabe en fast måde at håndtere tilbagevendende opgaver på, så medarbejderne ved, hvad der skal gøres, og hvordan det skal gøres.

En SOP kan bruges til både små og store opgaver. Det kan eksempelvis være en beskrivelse af, hvordan et nyt lead skal registreres i CRM-systemet, hvordan en kampagne skal sættes op, eller hvad der skal ske, når en kunde opsiger sit abonnement.

Tanken er ikke nødvendigvis, at medarbejderne skal følge en manual slavisk hver eneste gang. Det handler snarere om at sikre, at de vigtigste dele af en proces ikke bliver glemt, og at opgaven kan løses på nogenlunde samme måde, uanset hvem der står for den.

Hvad indeholder en SOP?

En SOP kan se meget forskellig ud afhængigt af opgaven og virksomheden. Nogle er korte og består af få punkter, mens andre beskriver en hel proces trin for trin. En standardiseret arbejdsgang vil typisk indeholde information om, hvad der skal gøres, hvem der har ansvaret, hvilke værktøjer der skal bruges, og i hvilken rækkefølge opgaven skal udføres. Hvis der er bestemte krav eller ting, man skal være særligt opmærksom på, kan de også indgå.

Lad os tage et eksempel, som mange moderne virksomheder er bekendte med: Forestil dig, at en virksomhed hver måned sender et nyhedsbrev. I stedet for at medarbejderen hver gang skal huske, hvordan processen foregår, kan virksomheden have en SOP, der beskriver de forskellige trin. Det kan være at vælge modtagere, skrive indholdet, indsætte links, teste mailen, sende den til godkendelse og til sidst sende den ud.

Hvis en ny medarbejder overtager opgaven, behøver vedkommende altså ikke nødvendigvis at starte helt fra bunden, men kan hurtigt skabe sig et overblik over, hvordan arbejdet normalt bliver udført.

Hvorfor bruger virksomheder SOP’er?

En af de største fordele er, at det kan skabe mere ensartede arbejdsgange, for hvis en opgave kun findes som viden i hovedet på én medarbejder, kan det være svært for andre at overtage den. Det kan især blive et problem, hvis medarbejderen er syg, skifter job eller på anden måde ikke længere kan udføre opgaven. Det kan også være med til at mindske antallet af fejl, at der er en fast proces at følge, som gør det lettere at huske de enkelte trin og opdage, hvis noget mangler.

At medarbejderne ikke behøver at bruge energi på at finde ud af, hvordan en tilbagevendende opgave skal løses, hver gang den dukker op, gør desuden, at der ofte er tid at spare. I stedet kan de tage udgangspunkt i den eksisterende procedure og fokusere på selve opgaven.

Det betyder dog ikke, at alle virksomhedens arbejdsopgaver nødvendigvis skal beskrives i detaljer. Hvis man laver en SOP for alt, kan resultatet hurtigt blive så omfattende, at ingen har lyst til at bruge dem. Derfor giver det især mening at lave SOP’er til opgaver, der bliver udført ofte, har flere trin eller kræver, at bestemte ting bliver gjort i en bestemt rækkefølge.

Hvad betyder SOP for marketing?

Måske har SOP ikke en betydning for det direkte marketingarbejde, men det kan sagtens være med til at give et større overblik over den samlede indsats, og hvad der skal være særligt fokus på.

Det kan eksempelvis være opsætning af Google Ads-kampagner, udsendelse af nyhedsbreve, publicering på sociale medier eller rapportering af resultater. Hvis for eksempel et marketingteam hver måned skal lave en rapport over virksomhedens kampagner, og der ikke er en fast procedure, kan én medarbejder måske fokusere på klik og trafik, mens en anden fokuserer på leads og omsætning. Det kan gøre det svært at sammenligne rapporterne fra måned til måned.

Med en SOP kan virksomheden i stedet beskrive, hvilke data der skal indsamles, hvor de skal findes, hvordan de skal præsenteres, og hvem der skal modtage rapporten. På den måde bliver arbejdet mere ensartet, samtidig med at det bliver lettere for andre medarbejdere at overtage opgaven.

Bliv ringet op